Sådan bruger Fischer Lighting FN’s verdensmål aktivt i produktion af bæredygtig belysning
Født af et behov
Fischer Lighting udspringer af en gammel, familiedrevet el-teknisk virksomhed, der bl.a. lavede energiscreeninger af bygninger. En dag stod de i et dilemma, fordi et hotel burde skifte til LED-lys for at spare på elregningen.
Men lysarmaturerne var ret nye, så det ville være et stort ressourcespild at kassere dem. Desuden ville der komme udgifter til reparation af lofterne, for nye LED-armaturer passede ikke ind i hullerne fra de nuværende. Det betød også, at de nye LED-armaturer skulle være i en billig kvalitet for at holde udgifterne – og dermed tilbagebetalingstiden – nede.
Om Fischer Lighting
- Fischer Lighting forvandler affald i form af gamle armaturer og genanvendte materialer til nye LED lysarmaturer
- Arbejder aktivt med flere af FN’s Verdensmål
- Åbnede i 2016
- Har i 2021 ca. 12 medarbejdere
- Hovedkontor i Vanløse
Revisoren hjalp med støtteordning
Dilemmaet gav ideen om at ombygge brugte lysarmaturer til LED-armaturer. Det er en bedre brug af ressourcer at genbruge de eksisterende armaturer end at kassere dem og montere helt nye. Og denne ide blev Fischer Lighting skabt på:
- Faktisk var det vores revisor, Anders Paulsen, der gjorde os opmærksomme på en støtteordning, hvor vi kunne få hjælp til at udvikle forretningsmodellen, fortæller Lars Elmvang, strategisk direktør og partner i Fischer Lighting. Ordningen var erhvervsstyrelsens ”Nye Grønne Forretningsmodeller”, og den var med til at Fischer Lighting i 2016 kunne åbne med en cirkulær tilgang til produktion og produkter, hvor genbrug og genanvendelse erstatter den ellers udbredte lineære brug-og-smid-væk tankegang. - Vi har en vision om en verden hvor lysarmaturer er skabt ud fra cirkulære principper. Vi vil gøre op med brug-og-smid-væk-tanken, pointerer Lars Elmvang.

Verdensmål 12, 7 og 3 – med mere
FN’s Verdensmål fylder meget hos Fischer Lighting, der arbejder inden for tre forskellige verdensmål:
- Vi arbejder med verdensmål 12, Ansvarligt forbrug og produktion, hvor vi genbruger armaturer. Vi indsamler gamle armaturer, der ellers skulle kasseres, og sætter dem i stand med LED. Og vores produktdesign lægger vægt på holdbarhed – og på at man kan udskifte dele i stedet for at udskifte hele armaturet, forklarer Lars Elmvang.
Fordi Fischer Lighting arbejder med LED-lys, der giver energibesparelser på helt op til 80 %, er verdensmål nr. 7, Bæredygtig energi, også en vigtig del af forretningen. Desuden arbejder Fischer Lighting med verdensmål nr. 3, Sundhed og trivsel, ved hjælp af ny teknologi og viden om hvordan lys påvirker kroppen. Ved at efterligne det naturlig lys hen over dagen er lyset med til at forbedre arbejdsmiljøet og menneskers velbefindende.
De tre verdensmål er dog ikke Fischer Lightings eneste indsats for bæredygtighed.
- Vi arbejder også med social bæredygtighed, tilføjer Lars Elmvang: - blandt andet ved at have socialt udsatte beskæftiget med at samle produkter.

Kunderne efterspørger øget ansvarlighed
Fischer Lighting har været first-mover inden for sin branche. Og selv om det giver nogle fordele i forhold til konkurrenterne, er det ikke altid nemt: - Det har været en hård kamp at starte noget nyt op, og gøre noget andet end alle andre. Men vi er begyndt at kunne se lyset for enden af tunnellen, fortæller Lars Elmvang, som også ser en forandring i kundernes ønsker:
- Folk stiller spørgsmål til, hvad de køber. De vælger ikke længere bare det billigste i indkøb. Der begynder at være et ansvarligt forbrug, hvor man også ser på prisen i det lange perspektiv.
Bæredygtigt er hverken dyrere eller grimmere
Fischer Lighting er skabt omkring en bæredygtig vision og bæredygtige mål. Lars Elmvang synes ikke, bæredygtigheden er svær at arbejde med i hverdagen, og der er stadig ting, der kan forbedres: - Der er nogle ting, vi køber, hvor vi ikke er store nok til at kunne stille krav til leverandørerne, så det er ikke sikkert, det er 100 % bæredygtigt. Men vi arbejder på det!
Den største forhindring har været de fordomme, Fischer Lighting møder på markedet:
- Det svære er at få kunder til at forstå, at det ikke er dyrere og grimmere, bare fordi det er bæredygtigt, slutter Lars Elmvang.
Vi kan også hjælpe dig
Med Beierholms nye rådgivningspakke er vi klar til at hjælpe din virksomhede med at bevare eller øge konkurrencekraften i en ny verdensorden, hvor der stilles krav til bæredygtighed og ansvarlighed i hele værdikæden.
Kontakt os og book et møde. Det betaler sig – og det er helt uforpligtende.
Vi glæder os til at møde dig