Tjek momsen når du sælger eller bortforpagter landbrugsjord
Udlejning af landbrugsjord
Udlejning af landbrugsjord skal ske uden moms, medmindre landmanden ud over sin almindelige momsregistrering har søgt om en særlig frivillig registrering, som skal være i hus, før det er tilladt at udleje landbrugsjorden - eller erhvervsmæssige bygninger - med moms.
En frivillig momsregistrering giver den fordel, at landmanden kan få fradrag for den fulde moms af udgifter til istandsættelse af lejemålet samt i øvrigt få momsfradrag for andre fællesudgifter i landbrugsvirksomheden. Hvis lejeren også er momsregistreret landmand, kan lejeren fratrække momsen af lejen, hvis landbrugsjorden skal bruges til momspligtig aktivitet – f.eks. normal landbrugsdrift.
I tilfælde af, at jorden udlejes med moms - men udlejer har glemt tilladelsen til at beregne moms ved udlejning - kan Skattestyrelsen nægte lejeren momsfradrag for lejen, selvom fakturaen er tillagt moms. I værste fald kan Skattestyrelsen kræve, at udlejer genberegner sin købsmomsfradragsret op til tre eller ti år bagud, hvilket kan resultere i betydelige rentetillæg.

Salg af landbrugsjord
Momspligten ved salget af landbrugsjord afhænger af en mængde forskellige forhold.
Grundlæggende er salg af en tom grund, hvor det er muligt at bygge noget på, et momspligtigt salg af byggegrund. Modsætningsvist er salget af den matrikel, hvor selve landbrugsejendommen er beliggende, typisk fritaget for moms som salg af jord med gammel bygning på.
Det er vores erfaring, at landmanden og køberen af landbrugsejendom med tilhørende jord, faktisk ofte ønsker, at alle matrikler kan handles uden moms, fordi det er tanken at bygge udlejningsboliger, når kommunen har ændret status fra landbrug til byzone i lokalplanen for området. Hvis grunden allerede på købstidspunktet skal tillægges moms, bliver boligerne, der senere opføres, alt andet lige meget dyrere, da momsen på købet ikke kan fradrages hos køber.
Landmanden vil kunne sælge landbrugsjorden uden moms, hvis den endelige ubetingede aftale om salg indgås, før kommunen ændrer lokalplanen fra landbrug til byzone. Landmanden vil også kunne sælge jorden momsfrit, hvis jorden kun har været anvendt til udlejning uden moms forud for salgstidspunktet.
Det er derfor ikke altid, at landmanden har en fordel i at anskaffe sig en frivillig momsregistrering for at kunne udleje/bortforpagte sin landbrugsjord med moms – tværtimod kan det ende med at blive en ulempe på den lidt længere bane.
Vi kan hjælpe
Momsreglerne for udlejning og salg af landbrugsjord er komplekse, og fejl kan medføre betydelige økonomiske konsekvenser. Har du spørgsmål til fradragsret eller momspligt ved salg af landbrugsjord, er du velkommen til at kontakte din daglige revisor eller Beierholms skatteafdeling.