Lempelse af praksis for beskatning af fri bil ved anvendelse af virksomhedsordningen (VSO)
Når man driver selvstændig virksomhed i VSO, og bruger en bil til både private og erhvervsmæssige formål, er der hele tre metoder, hvorpå man kan behandle bilen:
- Fri bil i virksomhedsordningen
Her indgår bilen i VSO. Alle udgifter på bilen afholdes af virksomheden, mod at virksomhedsejeren beskattes af fri bil.
- Kørselsgodtgørelse
Her holdes bilen uden for VSO. Alle udgifter på bilen afholdes privat, og virksomhedsejeren får refunderet den erhvervsmæssige brug af bilen via statens takster.
- Procentfordelingsreglen
Her holdes bilen uden for VSO. Alle udgifter på bilen afholdes privat, og virksomhedsejeren får refunderet den erhvervsmæssige brug af bilen via en procentuelt opgjort fordeling af erhvervsmæssige og private kilometer opgjort på baggrund af et kørselsregnskab.
Mange selvstændige anvender metode 3, procentfordelingsreglen, da denne metode giver en præcis fordeling af udgifterne, således virksomheden får fradrag for de erhvervsmæssige udgifter, og man selv afholder de private udgifter af private midler. Ved anvendelse af denne metode skal der ikke ske beskatning af fri bil, da virksomhedsejeren ikke får stillet noget til rådighed, men i stedet selv afholder de private udgifter.
Den erhvervsmæssige del findes ved, at man opgør den samlede kørsel hen over året ud fra f.eks. et kørselsregnskab, og så gør man ud fra de kørte kilometer op, hvor mange procent, der er kørt erhvervsmæssigt, og hvor mange procent, der er kørt privat. Er der f.eks. kørt 75% erhvervsmæssigt, får man refunderet 75% af alle udgifter på bilen, herunder f.eks. ejerafgift, forsikring brændstofudgifter og afskrivninger. Virksomheden har fradrag for de erhvervsmæssigt opgjorte udgifter. Det betragtes fra virksomheden som en slags lejeudgift for at låne bilen af virksomhedsejeren.
I praksis er det ofte foregået således, at man i virksomheden har bogført alle udgifter i VSO, da dette er praktisk af bogføringsmæssige årsager. Når året er gået, har man i virksomheden beregnet den private andel, tillagt denne resultatet af virksomheden og fortaget en tilsvarende hævning i virksomheden.
Afgørelse fra 2018
I en afgørelse fra 2018 var Landsskatteretten af den opfattelse i den konkrete sag, at to leasingbiler måtte anses for værende i VSO, idet bilernes udgifter var bogført i virksomheden, og idet aftalen med leasingselskabet var indgået med virksomheden med CVR-nummer. Han havde så at sige gjort modsat af, hvad reglerne tilskriver. I stedet for at refundere den erhvervsmæssige andel fra virksomheden til ham privat, havde han i stedet ladet virksomheden afholde udgifterne og ladet sig beskatte af den private andel og anset det som en skattepligtig hævning i virksomheden.
Landsskatteretten mente, at bilen derfor lå i virksomheden, og at der derfor skulle ske beskatning af fri bil.
Efter denne afgørelse er der nok mange, der ikke har turdet bogføre bilens udgifter i virksomheden, da man ikke ville risikere, at dette var en medvirkende årsag til, at skattemyndighederne måtte statuere fri bil.
Ser man helt stringent på reglerne, havde Skattestyrelsen principielt nok ret, selv om praksis reelt nok var, at mange havde behandlet det sådan i en årrække.
Ny afgørelse i 2026
En ny afgørelse på området ser ud til at opbløde praksis. I situationen var der tale om en bil, som virksomhedsrejeren havde leaset, virksomhedsejeren stod selv privat på leasingkontrakten. Udgifterne til bilen var dog bogført i VSO og betalt fra virksomhedens bankkonto. Ved årets slutning havde man indtægtsført en andel svarende til den private andel af bilen i virksomhedens resultat og anset et tilsvarende beløb for hævet.
Skattestyrelsen havde som følge af, at man havde bogført udgifterne i virksomheden, anset bilen som omfattet af VSO og havde foretaget beskatning af fri bil.
Landsskatteretten anså dog bilen som værende uden for VSO, og at der dermed ikke skulle ske beskatning af fri bil i det aktuelle tilfælde. Landsskatteretten mente, at virksomhedsejeren med sine dispositioner havde indikeret, at bilen skulle ligge uden for VSO, og at det i praksis ikke ville give nogen skattemæssig forskel, at der var blevet bogført i ”omvendt rækkefølge”.
Bemærkelsesværdigt er det i afgørelsen, at Skattestyrelsen i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten ændrer mening og er enig med Landsskatteretten i den ændrede afgørelse.
Vores vurdering
For købte biler er der næppe tvivl om, hvorvidt en bil er placeret i VSO eller uden for VSO, idet aktivet vil være posteret i balancen. For leasingbiler er det lidt anderledes, idet man ikke nøgternt kan konstatere, om bilen er medtaget i balancen eller ej. Her må man se på virksomhedsejerens samlede dispositioner vedrørende bilen.
Med denne afgørelse synes det for leasede biler at være accepteret af Skattestyrelsen og Landsskatteretten, at man godt kan bogføre udgifterne i ”omvendt rækkefølge”, og holde styr på udgifterne til bilen inde i VSO. I hvert fald hvis man ved årets udgang har indtægtsført en andel svarende til den private anvendelse og har foretaget en tilsvarende hævning.
Det er tilrådeligt, at virksomhedsejeren selv står på kontrakten med leasingselskabet, men det bør umiddelbart ikke være afgørende.
Vi kan hjælpe
Har du spørgsmål til reglerne om biler i VSO eller fri bil, kan vi hjælpe. Kontakt din daglige revisor i Beierholm eller Skat & Jura, Beierholm.