COVID-19 - Udlandsdanskere, udstationerede og forskerskatteordningen

COVID-19 har medført store praktiske begrænsninger for, hvor en person kan opholde sig, hvor arbejdet kan udføres fra, og hvordan en virksomhed kan drive forretning m.v. Regeringen foreslår derfor en række midlertidige lempelser af skattereglerne for udlandsdanskere m.fl. i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020.

Om fuld skattepligt

Det foreslås at indføre en valgfri midlertidig ordning, hvorefter der ikke indtræder fuld skattepligt, hvis overskridelsen skyldes ophold i Danmark fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020. 

Der kan desuden udføres arbejde under opholdet. Lønindkomst og honorar, der kan henføres til opholdet, skal dog beskattes i Danmark.

Forslaget har blandt andet til formål at hjælpe de udlandsdanskere, der har bopæl (f.eks. sommerhus) i Danmark, og som under normale omstændigheder ville være blevet fuldt skattepligtige til Danmark, hvis de opholder sig i Danmark i mere end 3 sammenhængende måneder eller over 180 dage på 12 måneder. 

Om udenlandsk løn (LL § 33A)

Det foreslås at indføre en midlertidig ordning, hvorefter der ses bort fra ophold her i riget fra og med den 9. marts 2020 til og med det tidspunkt, hvor arbejdet i arbejdslandet genoptages, dog senest 30. juni 2020.

Der kan desuden arbejdes under opholdet. Lønindkomst, der kan henføres til opholdet, beskattes i Danmark.

Forslaget har blandt andet til formål at hjælpe de udstationerede medarbejdere, der er fuldt skattepligtige til Danmark, og som mister den lempelige beskatning af deres udenlandske lønindkomst efter ligningslovens § 33A, hvis de opholder sig i Danmark i mere end 42 dage inden for enhver 6-måneders periode.

Forskerskatteordningen

Der foreslåes en række midertidige lempelser af forskerskatteordningen, som har til formål at sikre, at ingen bliver udelukket fra at kunne anvende ordningen som følge af længerevarende ophold i Danmark eller udlandet i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020. 

En midlertidig nedsættelse af minimumslønkravet i den nævnte periode skal endvidere sikre, at danske virksomheder ikke mister deres nøglemedarbejdere, som følge af at medarbejderne midlertidigt må gå ned i løn på grund af virksomhedernes likviditetsproblemer. 

Lempelserne giver mulighed for at se bort fra visse krav til ophold, skattepligtsforhold og minimumsløn for nøglemedarbejdere, som coronakrisen har gjort vanskeligt at opfylde. 

Vores bemærkninger

Det er glædeligt, at regeringen vil lempe midlertidigt på de interne danske skatteregler, hvilket både OECDs Sekretariat og det danske erhvervsliv har opfordret til.  

Vi følger regeringens endelige udspil og orienterer yderligere, når aftalerne om de midlertidige lempelser er faldet på plads. 

For rigtig mange personer har disse lempelser betydning for de dispositioner og valg, som allerede er foretaget i 2019. 

Vi tager naturligvis gerne en uforpligtende snak omkring de interne danske skatteregler, herunder de forventede midlertidlige lempelser og muligheder herved. 

Nyhedsbrevet kan hentes i en printvenlig PDF-fil her

Find en revisor nær dig

Find revisor

in
Share
f
Share
Share