Før jobsamtalen

Når vi modtager din ansøgning via vores rekrutteringssystem, modtager du kort tid efter en bekræftelse herpå. Ansøgningerne vurderes enten løbende, eller efter at ansøgningsfristen er udløbet, hvorefter et antal af de bedst kvalificerede ansøgere inviteres til en samtale.

Har du søgt en traineestilling?

Vi bestræber os på at gøre rekrutteringen og udvælgelsen så kort som muligt, men ønsker også at finde de rette traineekandidater blandt de mange ansøgninger. I de byer, hvor vi ansætter flere revisortrainees hvert år, kan der derfor gå flere uger inden du får svar, fordi rigtig mange vælger at søge de ledige stillinger som revisortrainee.

Beierholm nyhedsmail - HERO

Jobsamtalen

Kommer du i betragtning til jobbet, vil du blive indkaldt til én eller to samtaler af en times varighed. Samtalen vil faciliteres af din kommende leder og/eller en ledende medarbejder. Formålet med samtalen er dels at få præsenteret jobbet og Beierholm som arbejdsplads, dels at få vurderet dine faglige og personlige kompetencer i relation til jobbet. Vi finder det utroligt vigtigt at finde frem til den rette person til rette job, så ansættelsesforholdet bliver en succes for begge parter.

Vær derfor forberedt på at svare på spørgsmål om stærke og svage sider, mål både på kort og langt sigt samt kvalifikationer i forhold til kravene til jobbet.

Brug samtalen til at stille os spørgsmål, på den måde sikres et grundlag for at vurdere, om vi er den rette arbejdsgiver for dig.

Beierholm - rådgivning og revision - HERO

Test ved samtalen

Ved en række stillinger anvender vi en personprofil og/eller en omtanketest (numerisk og deduktiv) som et supplement til samtalen. Disse værktøjer vil aldrig stå alene, og du vil altid få en skriftlig feedback samt respons på test ved selve samtalen.

Vi har valgt at anvende DiSC personprofiler, da vi finder det afgørende at sikre det rette match imellem vores kommende kollegas adfærdsmæssige præferencer, faglige kompetencer, jobindholdet, kunderne og ikke mindst det team, som vedkommende bliver en del af.

Omtanketest har til formål at give os et indblik i ansøgerens evne til at forstå og evaluere numeriske data, samt hvordan vedkommende tilgår og arbejder med komplekse opgaver. Omtanketest bliver på nuværende tidspunkt anvendt i rekrutteringsprocessen ved trainees og praktikanter.

Beierholm - tilmelding til nyhedsservice

Efter jobsamtalen

Efter samtalen indhenter vi referencer. Skriv derfor altid i din ansøgning eller i dit CV, hvem vi må kontakte samt din relation til vedkommende – gerne en tidligere kollega og leder, som kan sætte ord på dine kompetencer, og hvilke rammer, der skal til for, at du får succes i dit arbejde. Din oplysning vedrørende referencer opfatter vi som et samtykke til, at vi må kontakte referencen.

Efter samtalerne og indhentning af referencer vurderer vi ansøgerne, og den bedst egnede bliver tilbudt jobbet.

Alle ansøgere modtager svar på deres ansøgning og senest så snart, vi har fået håndteret alle indkommende ansøgninger.

Beierholm Kbh - HERO

Tips til din ansøgning

Inden du skriver din ansøgning, er det en god ide at gøre dig klart, hvad det er for et job, du søger, og hvad det indebærer af ansvar og opgaver. Har du spørgsmål til jobbet, er du derfor velkommen til at kontakte os, førend du sender ansøgningen.
 

Vi kan bedst vurdere dig som ansøger, hvis din ansøgning som minimum indeholder:

  • Et afsnit om din motivation for at søge netop dette job hos Beierholm
  • Et afsnit om dig som person, din uddannelsesmæssige baggrund og dine evt. praktiske erfaringer fra tilsvarende job eller andre relaterede arbejdsområder
  • Et afsnit om dine faglige og personlige styrker set i forhold til jobannoncen, samt hvilke fordele dine kommende kolleger, leder og kunder vil få ved at ansætte dig?


Vær opmærksom på, at vi i Beierholm ikke alene søger nye, gode kolleger ud fra faglige kvalifikationer, men at vi også lægger stor vægt på dine menneskelige egenskaber. Vi er en virksomhed, der bygger på nære, tillidsfulde relationer til kunder, samarbejdspartnere og ikke mindst kolleger imellem.

Du bør tilstræbe, at din ansøgning ikke fylder mere end en side + CV + kopi af relevante eksamenspapirer og/eller anbefalinger.

Dit CV skal være overskueligt og ligetil. Det skal give os et kronologisk overblik over både personlige data, relevant erhvervserfaring og uddannelsesmæssig baggrund. CV’et bør som minimum indeholde følgende oplysninger:

  • Navn
  • Fødselsdato eller alder
  • Personlige forhold
  • Adresse, telefon og e-mail
  • Erhvervserfaring (ansættelsessteder)
  • Uddannelse
  • IT-kompetencer
  • Referencer, som vi må kontakte
  • Sprogkundskaber
  • Fritidsinteresser.

I forbindelse med vurdering af ansøgere, der har været til samtale, indhenter vi referencer. Skriv derfor altid i din ansøgning eller i dit CV, hvem vi må kontakte samt din relation til vedkommende – gerne en tidligere kollega og leder, som kan sætte ord på dine kompetencer, og hvilke rammer, der skal til for, at du får succes i dit arbejde. Din oplysning vedrørende referencer opfatter vi som et samtykke til, at vi må kontakte referencen.