Revisor med interesse for erklæringsafgivelse på bæredygtighedsområdet

Til vores nystartede afdeling for erklæringsafgivelse på bæredygtighedsrapporteringer søger vi revisorer, der kan være med til at sætte sit præg på afdelingen og løfte opgaverne!

 

Opbygning af bæredygtighedsteam

I stillingen skal du være med til at sætte bæredygtighed på landkortet – både internt blandt Beierholms revisorer og eksternt mod vores kunder. Du har mulighed for at være med på rejsen fra begyndelsen. Vi søger revisorer, der har interesse for ESG-området, og som har lyst til at skifte til en faglig udviklingsafdeling med fokus på bæredygtighed. Har du erfaring med bæredygtighed er det et plus, men ellers sørger vi for, at du får en grundig onboarding, og bliver klædt på til at varetage dine nye opgaver.

Du får en central rolle i det erklæringsteam, vi lige nu er ved at opbygge, som kommer til at arbejde med erklæringsafgivelser på vores kunders bæredygtighedsrapporteringer. Du skal også være med til at udvikle de erklærings- og rapporteringsværktøjer, vi benytter i arbejdet. Samtidig skal du bidrage til vores interne nyhedsformidling på bæredygtighedsområdet, og hvis du er interesseret, er der også mulighed for at undervise.

Du bliver ansat i vores erklæringsteam. Vi har etableret et særskilt rådgivningsteam, Beierholm Bæredygtighed, som blandt andet leverer dobbeltvæsentlighedsanalyser, kontrolsystemer m.v. til vores kunder. Dine opgaver vil være på erklæringsområdet, men der vil naturligvis være snitflader mod rådgivningsteamet.


Stillingen kan placeres med udgangspunkt på hvilket som helst af Beierholms kontorer.

 

Revisor med ESG-interesse

Du er revisor og er enten i gang med - eller har afsluttet din CMA. Du har flere års praktisk erfaring som revisor, og har du arbejdet med bæredygtighed, vil det tælle som et plus. Dog er det vigtigste for os, at du interesserer dig for bæredygtighed og de nye rapporteringskrav som CSRD’et medfører.

Dit stillingsnniveau afhænger af din erfaring.

Som person er du dynamisk og engageret, og du trives med at arbejde i teams, men samtidig går du ansvarsfuldt og selvstændigt til værks. Du har et positivt og smittende humør, der bidrager til et godt arbejdsmiljø. Hvis du desuden er en holdspiller, der ser muligheder frem for begrænsninger, kunne du meget vel være den rette.

 

Vi skaber balance – også for dig!

Vi tilbyder dig at være med til at sætte retningen for et nyetableret team og i en virksomhed, hvor vi gerne vil have plads til både det hele menneske og store ambitioner.

Hos Beierholm er vi stolte af at blive kåret som en af Danmarks bedste arbejdspladser år efter år (Great Place to Work®), hvilket også understøtter vores grundlæggende filosofi om vigtigheden af et liv i balance. Du vil komme med på en udviklings- og forandringsrejse med ambitiøse mål, og vi tilbyder attraktive og konkurrencedygtige betingelser på alle parametre.

Ansøgning

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Rekrutteringskonsulent Amalie Ravnløkke på 33 18 13 87.

Vi ønsker, at du kan tiltræde stillingen hurtigst muligt. Derfor vurderer og indkalder vi løbende ansøgere til samtale, så vent ikke med at sende dit CV. Vi behøver ikke en ansøgning!

Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøgningsfrist:
Snarest muligt
Opstart:
Snarest muligt
Arbejdssted:
Hele landet
Ansættelsesform:
Fastansat

Om Beierholm

Hos Beierholm træder du ind på en attraktiv og professionel arbejdsplads, hvor vi giver vores medar­bejdere de bedste rammer: til at nå nye re­sultater med frihed under ansvar, skabe god balance mellem din familie og din karriere og udvikle dine kompetencer bedst muligt.

Beierholm er en af Danmarks største revisions- og rådgivningsvirksomheder med flere end 1.900 medarbejdere fordelt på kontorer i over 36 danske byer i hele Danmark. Vi er blandt Danmarks førende rådgivnings- og revisionsvirksomheder, fordi vi brænder for at skabe balance for vores kunder og for at skabe de rigtige løsninger til dem. Vores speciale har i mange år været mindre og mellemstore virksomheder, som vi leverer revision og rådgivning til med baggrund i vores værdier som er proaktiv og løsningsorienteret, nærværende og i øjenhøjde samt troværdig og ansvarlig.