Nu kan du få tidlig udbetaling af efterlønsbidraget

Er du ligesom ca. 330.000 andre danskere medlem af efterlønsordningen, så er det nu værd at overveje, om du næste år skal bede om at få udbetalt dine efterlønspenge og dermed træde helt ud af ordningen.
Har du været medlem siden 1999, kan du få op til det maksimale beløb på 137.440 kr. udbetalt, hvilket er mere, end du har indbetalt efter skat. Ønsker du det, kontakter du A-kassen.
Fordel eller ej?
Om det er en økonomisk fordel for dig, afhænger af flere forhold. Hvis du planlægger at arbejde helt frem til dit folkepensionstidspunkt og dermed blive berettiget til den skattefrie præmie på aktuelt 167.196 kr., bør du som hovedregel blive i ordningen. Dog skal du medtage i overvejelserne, at du årligt betaler ca. 4.600 kr. efter skat for at forblive i ordningen.
Hvis du planlægger at benytte efterlønsordningen, bør du få lavet en beregning af din forventede efterløn, og dermed analysere om det økonomisk set er en fordel at blive i ordningen eller ej.
Yderligere skal du overveje den mulighed efterlønsordningen giver for at få tilbudt et seniorjob, hvis du bliver ledig og din dagpengeret udløber indenfor de sidste fem år før efterlønsalderen.
Ønsker du rådgivning om evt. tidlig udbetaling af efterlønsbidraget, kan du gratis kontakte din A-kasse. Beierholm Finansiel Rådgivning vil også kunne rådgive dig i forbindelse med et økonomitjek eller en seniorplan – du kan læse mere om vores rådgivningsydelser her.
Vi hjælper også gerne dig
Har du spørgsmål til, hvordan vi kan hjælpe dig, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak om dine muligheder.
Vi indleder altid gerne med en afklaring af dine ønsker og behov samt hvilken værdi, vores rådgivning kan tilføre dig og din økonomi.
