Billigere el fra 1. juli 2022

Elafgiften

Fra 1. juli 2022 sænkes elafgiften fra 90,3 øre pr. kWh til 76,3 øre pr. kWh. Dette betyder, at én kilowatt strøm bliver 14 øre billigere før moms.

Samtidig sænkes elafgiften yderligere frem mod 2030.

Elafgiften vil frem mod 2030 udgøre:

PeriodeØre pr. kWh i 2022-priser
1/7 2022 – 31/12 202276,3
1/1 2023 – 31/12 202373,1
1/1 2024 – 31/12 202470,1
1/1 2025 – 31/12 202963,9
1/1 2030 – 31/12 203062,9

 

Nedsættelsen af elafgiften vil samtidig betyde, at momsregistrerede virksomheder, der er berettiget til godtgørelse af elafgift, vil skulle anvende en lavere sats, ved beregningen af godtgørelsen.

Godtgørelse af elafgift

Godtgørelsen 2022:

PeriodeØre pr. kWh
1/1 2022 – 30/6 202289,9
1/7 2022 – 31/12 202275,9

 

Momsregistrerede virksomheder kan få godtgjort elafgiften, i samme omfang som virksomheden har fradragsret for moms.

Liberale erhverv

Alene liberale erhverv er begrænset til at få godtgjort elafgiften af el anvendt til rumvarme, varmt vand og komfortkøling.

Denne begrænsning ophæves fra 1. januar 2023, hvorefter liberale erhverv også kan få godtgjort elafgiften af resten af den el, der anvendes i virksomheden.

Liberale erhverv omfatter virksomheder, der leverer ydelser, der er kendetegnende for:

  • Advokater
  • Arkitekter
  • Bureauer
  • Landinspektører
  • Mæglere
  • Reklame
  • Revisorer
  • Virksomheder, der formidler udlejning af lysreklamer.

 

Hvis du behøver hjælp til beregningen af godtgørelse af elafgift, eller har spørgsmål til hvad sænkningen af elafgift betyder for din virksomhed, er du velkommen til at kontakte en revisor i Beierholm eller Beierholms Skatteafdeling.