Syn og skøn kan sikre fradrag for udgifter til forskning og udvikling

Forhøjet fradrag og skattekredit

Virksomheder, der afholder forsknings- og udviklingsomkostninger, har adgang til forhøjede fradrag, dvs. fradrag med et større beløb end de afholdte udgifter.

De forhøjede fradrag udgør:

  • 2023-2025: 108 procent 
  • 2026: 114 procent 
  • 2027: 116 procent
  • Fra og med 2028: 120 procent

Har en virksomhed, der afholder forsknings- og udviklingsomkostninger, underskud, er det desuden muligt at få udbetalt skatteværdien med 22 procent af den del af et underskud, som svarer til de afholdte forsknings- og udviklingsomkostninger – den såkaldte skattekredit.

 

Betingelser for fradrag

De grundlæggende betingelser for at få fradrag er følgende:

  • At der er tale om udvikling af et nyt eller væsentligt forbedret produkt i forhold til, hvad der i forvejen findes på markedet.
  • At udviklingsprojektet baserer sig på nye koncepter/idéer, der ligger ud over det eksisterende vidensniveau, dvs. at det indeholder et element af kreativitet.
  • At udviklingsprojektet indeholder usikkerhed om omkostningerne, tidshorisonten eller om det ønskede resultat kan opnås, og at det er virksomheden, der bærer risikoen for denne usikkerhed.

Det er også en betingelse, at virksomheden er i stand til at opgøre og dokumentere de relevante forsknings- og udviklingsomkostninger.

LÆS OGSÅ: Sådan er reglerne for fradrag til forsøgs- og forskningsomkostninger

Beierholm ejerskifte.jpg

Dokumentationskrav 

Skattestyrelsen har anlagt en meget restriktiv praksis for godkendelse af anvendelse af de særlige skatteregler for forsknings- og udviklingsomkostninger - navnlig i forhold til udviklingsprojekter, der omfatter IT-udvikling.

Der stilles bl.a. store krav til dokumentation af, at der er tale om et nyt eller væsentligt forbedret produkt i forhold til, hvad der i forvejen findes på markedet. 

Skattemyndighederne har således det udgangspunkt, at virksomhedens egne oplysninger ikke er tilstrækkelig dokumentation, men at der skal foreligge dokumentation fra uafhængige kilder, f.eks. fra myndigheder, fonde eller lignende, der har ydet støtte til udviklingsprojektet eller fra videnskabelige institutioner.

 

Klagemulighed – syn og skøn

Hvis kravet om ekstern dokumentation ikke er opfyldt, vil Skattestyrelsen normalt give afslag på anvendelsen af reglerne. Den eneste mulighed herefter er at klage over Skattestyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen.

Når sagen er påklaget til Skatteankestyrelsen, er der mulighed for at få udmeldt syn og skøn. Det kan efter vores erfaring være en god – og i realiteten den eneste – mulighed for at få godkendt anvendelse af reglerne. 

Skatteankestyrelsen vil i disse sager typisk opfordre til, at der anmodes om syn og skøn. Praksis viser også, at det normalt ikke vil være muligt at få medhold, medmindre man får en skønserklæring, der dokumenterer, at betingelserne for at bruge reglerne er opfyldt.

Man kan som udgangspunkt få Skatteankestyrelsens tilsagn om fuld omkostningsdækning til afholdelse af syn og skøn. Det betyder, at man får fuld dækning af omkostningerne, uanset om man ender med at få medhold i klagen eller ej.

Udmelding af syn og skøn indebærer, at der udpeges en eller flere uafhængige skønsmænd, som i en skønserklæring skal besvare de spørgsmål, som virksomheden og Skattestyrelsen ønsker svar på. 

Virksomheden og Skattestyrelsen skal være enige om, hvem man skal bede om at foreslå som relevante skønsmænd, typisk en brancheorganisation eller en videnskabelig institution. Man kan således ikke selv foreslå en skønsmand.

Inden man går videre med påklage og anmodning om syn og skøn, bør man sammen med virksomheden vurdere, om det må anses for sandsynligt, at man kan få en skønserklæring, der støtter synspunktet om, at der er tale om et nyt eller væsentligt forbedret produkt.

Vi kan hjælpe

Hvis du har brug for assistance i forbindelse med disse regler - f.eks. til at svare på spørgsmål fra Skattestyrelsen eller klage over en afgørelse - er du velkommen til at kontakte din daglige revisor eller Beierholms skatteafdeling