Investering: AI – mirakel eller boble?
De seneste år har kunstig intelligens været det helt store samtaleemne – ikke kun i erhvervslivet, men også på aktiemarkedet, hvor AI-aktier har trukket S&P 500 til rekordniveauer. Virksomheder, som arbejder med og gør brug af AI, er af aktiemarkedet blevet udråbt til fremtidens vindere.
Men har vi virkelig at gøre med et AI-mirakel eller er der reel risiko for, at vi på aktiemarkedet har en AI-boble, der nærmer sig bristepunktet?
Vi har i Beierholm Finansiel Rådgivning tidligere gjort opmærksom på risikoen for sidstnævnte, og i takt med at aktiernes værdiansættelser er steget til historiske højder, har flere og flere luftet samme bekymring. Vi har da også set en faldende tendens på aktiemarkederne den seneste tid, så måske korrektionen er startet.
Den aktuelle situation
AI og tech har de senere år været motoren bag aktiemarkedets optur. De syv største selskaber – populært også kaldt “The Magnificent Seven” – udgør nu over en tredjedel af S&P 500’s samlede værdi. Det nuværende niveau trækker paralleller tilbage til dotcom-boblen. Ny teknologi og amerikanske aktier med høje værdisætninger, men uprøvede forretningsmodeller. På den anden side er situationen anderledes, fordi selskaberne bag faktisk tjener mange penge og har nogle monopollignende konkurrencesituationer med afsindige høje overskudsmarginer.
Kriser ligner aldrig helt hinanden, fordi hvis de gjorde, så kunne de nemt undgås. Når der har været en krise, er aktører i markedet ekstra opmærksomme på den situation og lovgivere vil typisk iværksætte lovgivning og regulering for at forhindre, at det sker igen. Noget af det, der er anderledes, er at de stores selskaber har så mange penge, at de kan investere massivt i at udbygge AI med forskning og ikke mindst hardware og datacentre.
Spørgsmålene er nu, om de kan få forbrugerne til at betale for det? Hvad levetiden på sådanne investeringer er? Og om det virkeligt er holdbart, at verdens højst prissatte selskab har en overskudsgrad på ca. 50 pct. i et land, der skulle forestille at være baseret på frie markedskræfter?
Flere mulige scenarier
Alarmklokkerne ringer, og har gjort det i et stykke tid. Men indtil for nyligt har de i overvejende grad været overdøvet af begejstrede jubelbrøl. Nu ser vi begyndende tegn på, at luften begynder at sive. Flere af de store AI-aktier har oplevet kursfald og det samme har bitcoins.
Sideløbende har vi set diskussionen om en mulig AI-boble rykke fra nicheblogs til forsiderne af de store finansmedier. Måske kan denne tiltagende diskussion om risikoen for en bobledannelse vise sig at være en redning, der får boblen til at sive over en længere periode, frem for at briste med et brag. Det vil ikke redde aktiemarkedet fra nogle mere sløje år, men forhåbentlig vil den helt store krise udeblive. Kritikere vil kalde det at trække pinen ud.
Sandheden er, at ingen af os ved, om markedet vil fortsætte op noget tid endnu, begynde at sive roligt ned eller briste med et brag. Alligevel skal vi forholde os til situationen og indrette os efter det scenarie, vi tror mest på.
På den måde nedbringer du risiko, men sikrer også at have likviditet til at købe op for igen, når der kommer en korrektion...
Hvad skal du gøre, hvis du frygter en AI-boble?
Hvis der er tale om en AI-boble, og den nu brister, bliver det næppe en ny finanskrise, men det kan sagtens give flere år med lave afkast. Så hvor placerer du dine penge, hvis du ikke vil risikere at blive hårdt ramt?
Korte, sikre obligationer er det kedelige, men sikre valg. Kun overgået af at afvikle gælde. På den måde nedbringer du risiko, men sikrer også at have likviditet til at købe op for igen, når der kommer en korrektion.
Tror du, det ender med en reel økonomisk krise, så kan lange statsobligationer være et bedre valg. En krise vil med stor sandsynlighed betyde rentefald og en flugt henimod sikre papirer. Og så vil lange obligationer, udstedte af sunde økonomier, stige i kurs. Her er der dog den risiko, at hvis der kommer en ny inflationsbølge, så vil renten stige, og så falder de i stedet i kurs.
Defensive aktier kan være et alternativ, under tesen om, at det kun er nogle få selskaber, der er prissat for højt. Kommer der ikke en reel makroøkonomisk krise, så vil defensive aktier klare sig fint – og særligt hvis der samtidig er let forhøjet inflation.
Guld, og selv bitcoins, har været talt om som sikre alternativer, men med den stigning, der har været på guld, samtidig med stigende aktiekurser, så virker det usandsynligt, at det vil være en sikker havn. Og sammenhængen mellem AI-aktier og bitcoins har også været høj, så det vil jeg heller ikke satse på.
Ejendomme og virksomhedsobligationer med høj rente (og lav kreditkvalitet), kan ved en korrektion isoleret til AI-aktier være ok. Dog vil der nok komme noget generel uro, som har det med af smitte af på lånevilligheden, både hos banker og i obligationsmarkedet. Så her vil jeg også være ekstra påpasselig for tiden.
Behøves ikke være enten eller
Så er du nervøs, er det bedste råd at sælge ud af de mest hypede aktier og bruge pengene på at indfri eventuel gæld. Dernæst at købe en blanding af korte obligationer, lange sikre obligationer og eventuelt øge lidt i de defensive aktier.
Tror du på, at der stadig er noget at hente på AI-aktierne, så holder du selvfølgelig bare ved. Men husk nu, at det ikke behøves være enten eller. Man kan sagtens beholde noget af eksponeringen og så bare tage toppen af risikoen og sikre noget likviditetsberedskab til næste gang, der kommer udsalg på aktiemarkedet.
Vi hjælper også gerne dig
Har du spørgsmål til, hvordan vi kan hjælpe dig, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak om dine muligheder.
Vi indleder altid gerne med en afklaring af dine ønsker og behov samt hvilken værdi, vores rådgivning kan tilføre dig og din økonomi.