Det kan blive dyrt, hvis følelser styrer porteføljen

Mange danske investorer har, med Novo og danske aktier i det hele taget, mærket konsekvenserne af at lade følelserne fylde for meget i porteføljen. Forkærlighed for velkendte selskaber, gamblerinstinkt og frygt risikerer at skævvride porteføljen og i sidste ende koste dyrt. 

Den trygge favorit kan blive en dyr overvægt

For mange danske investorer er Novo Nordisk blevet et aktuelt eksempel på, hvor stærkt følelser kan påvirke vores beslutninger, og hvor dyrt det kan blive, efter aktien er faldet ca. 75 pct. fra toppen. Vi kender selskabet. Det er trygt. Samtidig vil vi gerne støtte noget dansk. Men selv et stærkt selskab kan blive en dårlig investering, hvis købsprisen er for høj – og især hvis den så samtidig fylder for meget i porteføljen.

Ud fra et rationelt tankesæt bør en enkelt investering ikke fylde mere end et par pct. af den samlede portefølje. Fordi koncentrationen øger risikoen. For mange har Novo været undtagelsen. Spørg dig selv, om du ville gøre det samme med et andet dansk selskab – eller i et udenlandsk. 

Vi ser også ofte en meget stor overvægt i danske aktier i det hele taget. Ud af hele verdens aktiemarked, så udgør danske aktier under 1 pct. Så når vi som danskere har halvdelen eller mere af vores portefølje i Danske aktier, er det altså en klar overvægt. Så vær bevidst omkring det.

 

De mest almindelige følelsesfælder

Som investorer vil vi gerne gøre det rigtige. Men vi kan ind imellem ende i tilfældige beslutninger baseret på forkerte grundlag, når almindelig menneskelig adfærd kommer i vejen. 

Vi bliver forelsket i noget, eller har en forkærlighed for noget. Vi bliver grebet af et gamblerinstinkt. Vi bliver styret af medvindens selvbedrag, når det går godt, og af frygt, når det modsatte er tilfældet. 

 

Blind kærlighed og gamblerinstinkt

De emotionelle tilknytninger kan gøre os blinde på selskaber, geografier, brancher og aktiver. Danmark, USA, tech, krypto eller guld. Har vi først en favorit, træder ”confirmation bias” ind i vores beslutninger. Vi lader os bekræfte i det, vi gerne vil tro på. Det kan føre til overvægt i enkelte aktier, bestemte markeder eller specifikke temaer – ofte uden vi selv opdager det.

På samme vi kan vi føle os fristet til at købe mere af noget, når en investering falder. Den må jo stige igen. Men det er der ingen sikkerhed for, og hvis ikke du tager stilling til, om investeringen passer ind i din strategi, kan det blive unødigt risikabelt. Du bevæger dig væk fra investering og over i spekulation – og pludselig fylder én ide alt for meget.

Den bedste investering er sjældent spændende. Den er struktureret, stabil og gennemtænkt...

Beierholm Finansiel Rådgivning

Fuld fart frem eller fanget af frygt

Vi ser også følelser spille ind, når det går godt. Vi afventer med at realisere gevinsten. Det går jo så godt. Måske låner vi endda til at kunne investere yderligere. Gode år på aktiemarkedet kan øge risikoen i en portefølje, uden vi som investorer opdager det, hvis ikke vi er opmærksomme. En strategi med en 50/50 fordeling mellem aktier og obligationer kan pludselig være blevet til 70/30, hvis ikke du rebalancerer løbende. Derfor kan succes være lige så risikabelt som tab – den får os til at glemme fornuften.

Og endelig er der frygten, når den modsatte bevægelse rammer. Når kurserne falder, sælger vi for at få ro i maven. Netop der cementerer vi tabene. Det handler om psykologi og den får investorer til at købe efter stigninger og sælge efter fald. En dyr rytme styret af følelser, ikke fornuft og strategi. 

Her er det vigtigt at skelne mellem enkeltaktier eller meget specifikke temaer kontra en bred aktiefond. I den koncentrerede investering som en enkeltaktie, kan det være meget risikabelt at blive ved med at købe op i noget, som er på vej ned, da det ultimativt kan gå konkurs og dermed er hele beløbet tabt. Men på en bred fond med flere hundrede forskellige selskaber er faldende markeder gode købsmuligheder, da risikoen for varige tab er teoretisk. Selvfølgelig kan der også her købes for tidligt, så gå aldrig ind med alt på en gang.

 

Bevidste præferencer er noget andet

Det er vigtigt at sige, at ikke alle følelsesbaserede beslutninger er dårlige. Nogle investorer vælger aktivt at fravælge bestemt investeringer. Det kan være brancher indenfor alkohol, våben, fossile brændstoffer eller andet. Det kan vanskeliggøre risikospredning, men hvis beslutningen er principiel og bevidst, og hvis du kender konsekvenserne, kan den være rationel i praksis.

Men også det kan være svært at navigere i. For virkeligheden flytter sig hele tiden. Som eksempel betragtes våbenaktier nu som forsvarsaktier, mens nogle olieselskaber bevæger sig mod grøn omstilling. Og ønsker du reel indflydelse er ændring af dit forbrugsmønster ofte vigtigere end dit aktievalg. At sælge dine transportaktier ændrer ikke CO-udledningen, hvis du samtidig køber varer produceret på den anden side af kloden.

Pointen er ikke at skrotte værdierne, men at dine valg skal være bevidste og gennemtænkte – og, når det gælder investering, integreret i din samlede strategi.

Der er også investorer der bevidst tager ekstra risiko på en del af porteføljen. Ved at bygge en god bred base på størstedelen af porteføljen, giver det risikomæssigt og økonomisk råderum til at være mere spekulativ. For eksempel ved at købe enkeltaktier, på den resterende del. 

 

Den robuste portefølje

Den bedste investering er sjældent spændende. Den er struktureret, stabil og gennemtænkt. Faktisk bør investering være lidt kedeligt. Tager du beslutninger styret af impulser i øjeblikket, kan mavefornemmelser blive dyre at lytte til. 

En solid strategi bygger på klare principper for risiko, bevidst risikospredning, faste rammer for positioner og aktivfordeling samt fokus på løbende rebalancering. På den måde får du mest muligt ud af den risiko, som du ønsker (eller tåler) at tage.

Vi hjælper også gerne dig

Har du spørgsmål til, hvordan vi kan hjælpe dig, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak om dine muligheder.

Vi indleder altid gerne med en afklaring af dine ønsker og behov samt hvilken værdi, vores rådgivning kan tilføre dig og din økonomi.

Kontakt os for en uforpligtende snak
It rådgivning