Datatilsynet: Fokus på service

Beierholm rådgivning og revision 38


Om Datatilsynet

Datatilsynet er den centrale myndighed for alt, hvad der har at gøre med en bestemt og meget veldefineret type data, nemlig personoplysninger.  Datatilsynet fører tilsyn med, at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt. Til det formål bruger tilsynet dels – og overvejende - gulerod, dvs. man rådgiver og vejleder, dels pisk, dvs. man behandler klager og gennemfører tilsyn hos myndigheder og virksomheder og kan også udstede bøder.

Datatilsynet er den øverste myndighed på sit område, hvilket betyder, at du ikke kan klage over dets afgørelser til en anden myndighed eller til Folketingets Ombudsmand. Dog kan du godt klage over sagsbehandlingen i Datatilsynet til Folketingets Ombudsmand.

Et ualmindeligt travlt år

Datatilsynet er den centrale aktør, når det handler om at få EU’s databeskyttelsesforordning omsat til danske forhold: Siden bekendtgørelsen ”Databeskyttelsesforordningen – og de retlige rammer for dansk lovgivning” blev udgivet i maj 2017 har Datatilsynet udgivet ikke færre end 11 vejledninger og 3 skabeloner, som forklarer virksomheder og organisationer om den nye forordning, og hvordan de sørger for at efterleve de nye regler.

Du finder vejledningerne her:
https://www.datatilsynet.dk/generelt-om-databeskyttelse/vejledninger-og-skabeloner/.

Som kronen på værket relancerede Datatilsynet den 18. maj 2018 sin hjemmeside, så den tager afsæt i det nye retsgrundlag. Den gamle hjemmeside handlede om persondataloven, mens den nye beskæftiger sig med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Desuden er der arbejdet med at gøre indholdet lettere at forstå: "Vi har stilet efter at gøre teksterne kortere, klarere og mere forståelige for folk, der ikke beskæftiger sig med databeskyttelse til daglig", fortæller Datatilsynets direktør Cristina Angela Gulisano. På hjemmesiden finder du bl.a. en letlæst forklaring af principper og tanker i relation til databeskyttelse samt naturligvis hele lovgrundlaget på området.

Se selv: https://www.datatilsynet.dk/.

Podcasts og PrivacyKompas

Datatilsynet har også fundet tid til at være aktive i flere lidt utraditionelle måder at formidle budskabet om databeskyttelse. I Beierholms nyhedsbrev har vi tidligere omtalt og anbefalet PrivacyKompasset, som er lavet i samarbejde med Erhvervsstyrelsen og virk.dk: https://startvaekst.virk.dk/privacykompasset 

Senest har Datatilsynet medvirket i en podcastserie, som er lavet af e-mærket. På 61 minutter fordelt på fem afsnit kan du lytte dig igennem en meget praktisk og let forståelig gennemgang af de ting, du skal være opmærksom på, når du driver forretning. Målgruppen er logisk nok internethandlende, men da reglerne er de samme, kan de fleste nok have nytte af at lytte med.  Interview med eksperter fra Datatilsynet har en fremtrædende plads, og det er interessant at høre deres udlægning og forklaring af de nye regler. Fra hestens egen mule, som det udtrykkes.
 

Du finder de fem podcasts her: https://business.emaerket.dk/podcast/.

Podcast for SMV'er om GDPR-regler

Datatilsynet har lavet en række podcast for mindre og mellemstore virksomheder, som har brug for en introduktion til GDPR-reglerne. Lyt med her.