Lad ikke IT-vinduet stå åbent i ferien
I ferieperioden er virksomheden måske sparsomt eller anderledes bemandet, og hackerne ved, at vi sænker paraderne, når vi har ferie. Arbejdscomputere, tablets og smartphones følger måske med rundt i sommerlandet.
Falske mails og sms'er - phishing og smishing
Falske mails og sms'er kaldes phishing og smishing. Det er metoder, som kriminelle bruger til at franarre dig dine personlige oplysninger elektronisk.
Det sker typisk ved, at du får tilsendt en e-mail (phishing) eller sms (smishing), hvor afsenderen forsøger at få dig til at udlevere dine personlige oplysninger, som fx betalingskortoplysninger, MitID-oplysninger eller andre private oplysninger, via e-mail, en falsk hjemmeside eller andet. Senere i artiklen får du eksempler på hvor snu de IT-kriminelle kan være.
Rigtige virksomheder eller myndigheder anmoder aldrig
Ingen reelle virksomheder eller myndigheder anmoder om dine betalingskortoplysninger, dit MitID eller andre log-in-informationer via e-mail eller sms. Du skal derfor undlade at svare.
HUSK ALTID: Er du i tvivl, så klik ikke.

Vis ansvarlighed som medarbejder
Når vi er på ferie, har vi ikke det samme fokus, som når vi møder ind på jobbet eller logger på, på en normal arbejdsdag. Vi færdes i uvante miljøer med mere eller mindre sikre netværk. Vi er meget aktive på de sociale medier og efterlader os mange spor, som hackerne kan bruge i deres forsøg på at snyde sig ind i systemer og konti. Her får du et par gode råd med i rygsækken.
Pas på gratis USB-ladere
Det er efterhånden udbredt i lufthavne, på hoteller, i busser mv. at tilbyde gratis USB-ladestik. Ladestationerne kan dog være inficeret med virus eller en skadelig kode, som bliver installeret, når man lader fra dem.
Sørg for at have din egen power bank eller blot din egen lader til alm. stikkontakt med på ferie.
Hav gode rutiner omkring dine ting
Det er en god idé at have faste rutiner og vaner, så du fx ikke glemmer din smartphone eller lap-top, der hvor du færdes på din ferie. Det tager kun få sekunder for en tyv at spotte og fjerne det, du efterlader. Sørg derfor for at opbevare smartphone og laptop i lukkede rum – i inderlommen eller en lukket taske. Skal du til poolen eller stranden, så brug en sikkerhedsboks på overnatningsstedet, hvis muligt.
Og brug i øvrigt din sunde fornuft. Stop op, og tænk dig om, før du klikker på links.

Få styr på din virksomheds digitale sikkerhed med fem konkrete råd
Her får du fem gode råd, som du med fordel kan anvende i virksomheden. Rådene kommer fra Sikkerdigital.dk.
#1: Få gode digitale vaner
Vær kritisk overfor nye mails og husk, at en god adgangskode er lang og ny.
#2: Få overblik over de vigtigste data og systemer
Det er afgørende, at I tager stilling til, hvilke typer data og systemer, det er vigtigst at beskytte i jeres virksomhed.
#3: Opdater programmer og styresystemer
IT-kriminelle opdager hele tiden nye huller i computer-programmer, som de kan bruges til at angribe din virksomhed. Hvis du husker at holde dine systemer opdaterede, lukker du hullerne.
#4: Stil krav til sikkerheden hos it-leverandøren
Mange virksomheder outsourcer IT-drift og IT-sikkerhed. Sørg for at bede om dokumentation for, at der er styr på IT-sikkerheden, eller bedre, at leverandøren er blevet målt/vejet/testet af uafhængig part.
#5: Invester i en IT-sikkerhedspakke med backup
Mangelfuld backup (sikkerhedskopiering) er en af de mest almindelige årsager til, at virksomheder mister deres kritiske data. Sørg for at have rutiner for backup for at sikre virksomheden bedre mod tab af værdifulde og forretningskritiske data.
Når skaden er sket
På Sikkerdigital.dk kan du finde vejledning til, hvad du kan gøre, hvis skaden allerede er sket, og virksomheden er blevet hacket.
Klik her for at finde siden "Når skaden er sket"
Kilde: Sikkerdigital.dk
Vi hjælper gerne
Kontakt os, vi hjælper gerne, hvis du har brug for IT-rådgivning og mere styr på IT-sikkerheden i din virksomhed.