Bruttolønsordninger
Brancheorientering, regulerede uddannelsesinstitutioner
August 2024
Bruttolønsordninger og hvilke muligheder, som er gældende, er et forhold, vi årligt bliver spurgt om.
Der er ikke muligheder for at anvende bruttolønsordninger
Svaret er i princippet meget enkelt, for der er IKKE muligheder for at anvende bruttolønsordninger.
Det er jf. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen ikke tilladt at etablere en bruttolønsordning, da en sådan aftale kræver en aftale mellem Finansministeriet og de overenskomstbærende organisationer for at ændre allerede aftalte lønvilkår. Så længe en sådan aftale ikke foreligger, kan der ikke etableres bruttolønsordninger.
Af ministeriets tidligere udmeldinger fremgår det, at en fuldt ud arbejdsgiverfinansieret ordning falder inden for de løn- og ansættelsesvilkår, som er Finansministeriets område at godkende. Som det fremgår ovenfor kan sådanne ordninger ikke etableres. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har tidligere udmeldt, at det ikke er tilladt at etablere sådanne ordninger og deraf personalegoder udenfor overenskomstsystemet.
Konsekvensen ved bruttolønsordninger
Konsekvensen ved bruttolønsordninger er som minimum en kritisk eller væsentlig bemærkning i revisors protokol og tjekliste til protokol samt heraf forklaring til ministeriet. Årsagen hertil, er at det er en overtrædelse af en regel, som bør være alle bekendt.
Ved mere væsentlige og grove tilfælde, f.eks. ved gentagelse og høj grad af ordninger, vil forholdet eventuelt kunne påvirke revisors erklæring på årsrapporten (revisors påtegning) for den del af erklæringen, som vedrører udtalelsen om juridisk-kritisk revision.
Ved spørgsmål til artiklen kan der rettes henvendelse til Uffe Black Jensen, partner, statsaut. revisor, Beierholm Horsens.