Nyt toldgebyr på forsendelser gør dine pakker dyrere
Ny told på småværdivarer
Snart bliver det dyrere at handle i webshops i blandt andet Asien.
1. juli 2026 træder nye EU-regler i kraft, som ændrer måden, hvorpå der betales told på småværdipakker fra lande uden for EU.
I dag kan du købe varer til en værdi på op til 150 euro uden at betale told. Men den toldfrihed forsvinder nu helt.
I stedet indføres en fast ”småtolds-afgift” for alle varer på tre euro – svarende til cirka 22 kroner. Dette beløb betales per varekategori. Samtidig forventes det, at fragtfirmaer vil pålægge et ekstra EU-gebyr på cirka to euro svarende til 15 kroner i administrationsomkostninger.
De nye varekategorier forventes at være følgende:
- Tekstiler & beklædning
- Fodtøj
- Elektronik
- Legetøj & hobby
- Hjem & køkken
- Kosmetik & pleje
Det betyder, at hvis du bestiller en pakke, der indeholder en T-shirt, som har en værdi af 100 kroner, vil regnestykket se således ud:
De nuværende regler
T-shirt, købspris 100 kr.
Moms 25 kr.
Told 0 kr.
I alt 125 kr.
Efter 1. juli 2026
T-shirt, købspris 100 kr.
Moms 25 kr.
Told 22 kr.
I alt 147 kr.
Bemærk, at har du købt en blandet pakke med tøj og elektronik, er der tale om to varekategorier. Du vil derfor blive pålagt to gange 22 kroner oveni i varens pris.
Årsagen til ændringen
EU indfører toldgebyret for at beskytte det europæiske marked mod unfair konkurrence.
Den hidtidige toldfrihed på småpakker har givet en betydelig konkurrencefordel til særligt kinesiske platforme. Samtidig ønsker man med den nye afgift at mindske den enorme mængde af småpakker, der belaster klima og toldvæsenets kontrol.
Den nye told rammer alle importører – både private og virksomheder. Får du tilsendt småpakker med f.eks. elektronik fra lande uden for EU, anbefaler vi, at du altid tjekker om webshoppen er tilmeldt IOSS (Import One-Stop Shop). Hvis den er det, bliver både moms og den nye told betalt direkte ved kassen. Er shoppen ikke tilmeldt, kan du risikere, at fragtfirmaet (f.eks. PostNord) opkræver et højt importgebyr oveni for at håndtere papirarbejdet.
Vi kan hjælpe
Har du spørgsmål til de nye regler om småforsendelser og de konsekvenser, de får, så kontakt din daglige revisor eller Skat & Jura for yderligere oplysninger.