Misforståelser omkring ansvaret for emballage 

PPWR og EPR er to forskellige regelsæt, som gælder sideløbende. Det udvidede producentansvar (EPR) handler om, hvem der skal registreres og finansiere indsamling og behandling af emballageaffald. Emballageforordningen (PPWR) handler derimod om emballagens design, dokumentation, genanvendelighed og miljøkrav.

En virksomhed kan derfor sagtens være omfattet af begge regelsæt samtidig.

Kort om ansvarsfordeling

En dansk virksomhed har det økonomiske ansvar (EPR) for den emballage, som virksomheden fremstiller eller selv importerer til Danmark, som derefter lander i en dansk skraldespand.  En importør eller fremstiller kan give ansvaret videre til en anden dansk virksomhed, hvis sidstnævnte beder fremstilleren/importøren om at få trykt sit varemærke på emballagen - dette gælder dog ikke, hvis køberen af emballagen med varemærke er en mikrovirksomhed.

En dansk virksomhed, der er opfylder kravene som fabrikant af emballage er fuldt ansvarlig for bære-dygtighedskravene (PPWR - mærkning, overensstemmelseserklæring og design af emballagen). 

Misforståelse 1: Hvis man pakker varer ud, bliver man automatisk producentansvarlig

Efter regelændringerne i august 2026 er mange blevet mødt med budskabet om, at enhver virksomhed, der pakker varer ud, automatisk bliver omfattet af producentansvar. Så enkelt er det ikke.

Det afgørende er, hvilken rolle virksomheden har, og hvad emballagen bruges til. Hvis en virksomhed pakker varer ud som slutbruger af produktet, medfører det ikke i sig selv producentansvar.

Misforståelse 2: Danske virksomheder skal registreres i alle lande, de sælger til

Mange eksportvirksomheder tror fejlagtigt, at enhver leverance til et andet EU-land medfører registre-ringspligt for udvidet producentansvar for embalagen i det pågældende land.

Registreringspligten afhænger dog af bl.a. kundetype og distributionsmodel. Et salg til en virksomhed med henblik på videresalg fører ikke nødvendigvis til registreringspligt i det pågældende land.

Beierholm-Bæredygtighed-registrer-din-emballage.jpg

Misforståelse 3: Alle udenlandske virksomheder skal have en bemyndiget repræsentant i Danmark

Kravet om bemyndiget repræsentant bliver ofte fremstillet langt bredere, end lovgivningen giver grundlag for.

Virksomhedens etableringsland og kundegruppe har betydning for vurderingen. Det er derfor forkert at konkludere, at enhver udenlandsk virksomhed automatisk skal have en dansk bemyndiget repræsentant.

Misforståelse 4: Fabrikantrollen og producentansvaret er det samme

Denne misforståelse opstår typisk, når PPWR og EPR blandes sammen. At være fabrikant efter PPWR betyder ikke nødvendigvis, at virksomheden også er producentansvarlig efter EPR-reglerne. De to regelsæt arbejder med forskellige roller og forskellige typer af ansvar.

En virksomhed kan have forpligtelser efter PPWR uden at være betalingspligtig efter EPR og omvendt. For hver emballage er der én fabrikant på EU-markedet, mens der for samme emballage er én producent-ansvarlig i hvert EU-land, som emballagen distribueres i – her kan der være tale om enten samme virksomhed eller forskellige virksomheder.

Misforståelse 5: Detailkæder og butikker har ikke producentansvar

I markedet ses udsagn om, at detailhandlen ikke er omfattet af producentansvar. Om en virksomhed er omfattet af EPR eller PPWR afhænger af dens konkrete aktiviteter, emballager og rolle i forsynings-kæden. Man kan derfor hverken konkludere, at alle butikker er omfattet, eller at ingen er.

Misforståelse 6: Alle virksomheder bliver påvirket ens af PPWR

PPWR omtales ofte som et regelsæt, der rammer alle virksomheder på samme måde. Det er ikke tilfældet. Konsekvenserne varierer betydeligt mellem virksomheder. En emballagefabrikant, en EU-importør, og en distributør vil blive mødt af meget forskellige forpligtelser. Nogle virksomheder skal etablere omfattende dokumentationsprocesser. Andre skal påtage sig en mere kontrollerende rolle.

Kom rigtigt i gang

Før virksomheder bruger tid og penge på registreringer, rapportering eller dokumentation, bør de afklare tre grundlæggende spørgsmål:

  1. Hvilken rolle har virksomheden i værdikæden?
  2. Hvordan er rollen relateret til EPR og PPWR?
  3. Hvem er reelt ansvarlig og for hvad efter de konkrete regler?

Når disse spørgsmål er besvaret, bliver det langt lettere at skelne mellem reelle forpligtelser og de mange misforståelser, der er omkring producent-ansvar og emballagekrav.

Har du spørgsmål?

Har I spørgsmål til jeres konkrete situation, eller ønsker I en gennemgang af producentansvaret eller PPWR, kan I kontakte jeres daglige revisor, Skat & Jura eller Beierholm Bæredygtighed.