Nyt styresignal om konsekvenser af ulovligt udbytte
Skattestyrelsen fastslår, at ulovligt udbytte skal beskattes hos aktionæren på tidspunktet for udbetalingen med hjemmel i ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 1. Det er uden betydning, om udlodningen er i strid med selskabslovens regler, fordi bestemmelsen ikke forudsætter, at udbyttet er selskabsretligt lovligt.
Endvidere præciseres det, at ulovligt udbytte ikke kan kvalificeres som et lån omfattet af ligningslovens § 16 E. Det gælder også i tilfælde, hvor aktionæren efterfølgende pålægges at tilbagebetale beløbet til selskabet.
Selvom tilbagebetalingspligten selskabsretligt kan have karakter af et låneforhold, ændrer dette ikke på, at udlodningen skattemæssigt kvalificeres som udbytte og ikke som lån.

Skattemæssige konsekvenser
Styresignalet fastslår, at en eventuel tilbagebetaling af det ulovlige udbytte til selskabet ikke medfører, at beskatningen hos aktionæren bortfalder. Tilbagebetalingen anses i stedet som et skattepligtigt tilskud til selskabet, som skal medregnes i selskabets skattepligtige indkomst.
Overførsel af tilbagebetalingspligt
Hvis en aktionær modtager en udlodning, der selskabsretligt kvalificeres som ulovligt udbytte, kan vedkommende i visse tilfælde blive pålagt en tilbagebetalingspligt efter de selskabsretlige regler. Skattestyrelsen fastslår imidlertid, at der skattemæssigt ses bort fra denne selskabsretlige tilbagebetalingspligt, når aktionæren allerede er blevet beskattet af det modtagne beløb som udbytte i medfør af ligningslovens § 16 A.
Denne skattemæssige tilgang har til formål at undgå dobbeltbeskatning. Hvis den selskabsretlige tilbagebetalingspligt blev anerkendt skattemæssigt, ville en efterfølgende eftergivelse – eksempelvis i form af en udlodning eller lønoverførsel – kunne udløse yderligere beskatning hos aktionæren, som allerede er beskattet af det oprindelige beløb.
Kildeskat og rentetilskrivning
I forlængelse af den skattemæssige behandling af ulovligt udbytte har Skattestyrelsen også taget stilling til håndteringen af kildeskat og rentetilskrivninger.
Skattestyrelsen har i styresignalet tilkendegivet, at kildeskat og rentetilskrivninger, der relaterer sig til ulovligt udbytte, skattemæssigt skal behandles på samme måde som ved aktionærlån omfattet af LL § 16 E.
Vi kan hjælpe
Har du spørgsmål til konsekvenserne af det nye styresignal eller brug for rådgivning, så kontakt din daglige revisor eller Beierholms skatteafdeling