Fast driftssted – direktøren arbejder hjemmefra

Bragt i Nordjyske Stiftstidendes erhvervsbrevkasse den. 29. april 2025.

 

Spørgsmål

Jeg ejer et selskab i Frederikshavn, og vi er i gang med at styrke ledelsen i selskabet. Det betyder bl.a., at vi har søgt efter en ny direktør, og der er nu dukket en rigtig stærk kandidat op. Udfordringen er, at han er bosat i Sverige og vil fortsætte med at være det grundet familieforhold. En af hans betingelser er, at han arbejder fra hjemmekontoret en del af ugen og har nogle samlede dage på vores kontor i Frederikshavn. Vi etablerer ingen virksomhed eller lignende i Sverige – det er bare et ansættelsesforhold.

Min økonomichef mener alligevel, at der kan være udfordringer omkring noget, der hedder fast driftssted i den forbindelse. Er det sandt?
 

Svar

Ja – din økonomichef har desværre ret, men det kan være vanskeligt at afgøre, hvornår en dansk virksomhed etablerer et fast driftssted i udlandet, og hvornår en udenlandsk virksomhed får fast driftssted i Danmark.

Ofte hører man om det, når en virksomhed udfører væsentlige og vedvarende aktiviteter i udlandet, hvor det er relativt nemt at etablere et fast driftssted i det pågældende land. 

Men jeres situation, hvor direktøren vil  udføre ledelsesaktiviteter i Sverige på jeres selskabs vegne, kan også være afgørende. Det er faktisk noget, som skatterådet for nyligt har afgivet et bindende svar om.

Sagen, de udtalte sig om, vender godt nok om i forhold til jeres, men handlede om en dansk administrerende direktør, der arbejdede for en svensk virksomhed. Han var mest på kontoret i Sverige (60%), men varetog en væsentlig del af sit arbejde fra hjemmekontoret (40%). 

Skatterådet nåede frem til at virksomheden fik fast driftssted her i Danmark, fordi den administrerende direktør arbejdede fra sit hjem i Danmark. 

Selskabet blev dog ikke skattepligtig til Danmark, da det skal afgøres ud fra, hvor bestyrelsens beslutninger reelt træffes. Da den administrerende direktør primært udførte sit arbejde i Sverige, hvor de øvrige ansatte også befandt sig, konkluderede Skatterådet, at den daglige ledelse hovedsageligt fandt sted i Sverige. Derfor bevarede selskabet ledelsens sæde i Sverige. 

Her skal I selvfølgelig være opmærksomme på opgave og tidsfordeling for jeres direktør og jeres samlede ledelsesstruktur og dermed, om I risikerer skattepligt i Sverige. 

Grunden til, at skatterådet nåede frem til, at der var tale om fast driftssted i Danmark, var bl.a., at den administrerende direktørs aktiviteter fra sin bopæl i Danmark udgjorde en vigtig og væsentlig del af den svenske virksomhed som helhed. Samtidig havde den administrerende direktør en afgørende indflydelse på de daglige ledelsesbeslutninger.   

Det er ikke givet, at sagen vil have samme udfald i jeres scenarie, da definitionerne for faste driftssteder kan variere fra land til land. I bør derfor undersøge de svenske regler, inden I indgår en aftale med kandidaten.

En anden ting I skal være opmærksomme på, er reglerne om social sikring: 

Hovedreglen er, at medarbejderen er omfattet af social sikring i det land, hvor arbejdet udføres. 

Hvis en medarbejder bosat i udlandet udfører mindst 25% af sit arbejde i hjemlandet, hæfter den danske virksomhed for betaling af social sikring (arbejdsgiverafgifter) i det pågældende land. Det vil for jeres vedkommende betyde, at I kan blive forpligtede til at betale arbejdsafgifter i Sverige. Der er i øvrigt i EU/EØS en ny grænse for dette på 50% (fremfor 25% som nævnt), men denne er ikke implementeret i Danmark. 

Få alt på plads, før der er lavet kontrakt

Som I kan se, så er der flere risici for utilsigtede konsekvenser, som I skal være opmærksomme på. Jeg vil derfor anbefale, at I kontakter en rådgiver med erfaring inden for dette område, inden I indgår en konkret aftale med jeres potentielle nye direktør. Det er nemmere at få på plads nu, end at genoptage forhandlingerne, efter at der er lavet kontrakt.

Chris Bay