Regler om registrering af brugere bliver lagt i graven

Danmarks mange håndværkere og erhvervsvirksomheder, hvor køretøjer er en del af den daglige drift, kan ånde lettet op. Reglerne om registrering af sekundære brugere af virksomhedernes gulplade-biler, lastbiler, busser og traktorer bliver ophævet – formentlig allerede 15. oktober.

 

Baggrund for sagen

Reglerne, som kun har været i kraft siden 1. juli 2024, betød, at virksomhedernes ansatte kom til at hæfte solidarisk for de periodiske afgifter på køretøjerne f.eks. i tilfælde af virksomhedens konkurs. Det skabte så megen røre på både arbejdsgiver- og arbejdstager-siden, at Skatteministeriet nu har bøjet sig og sendt et nyt lovforslag i høring. Når man er i gang, fjerner man også den juridiske sondring mellem primære og sekundære brugere af et køretøj, der har skabt vanskeligheder i leasingbranchen.

De skal stadig registreres

Som det hidtil har været tilfældet, skal ansatte, der beskattes af fri bil, fortsat være registreret som brugere af virksomhedens køretøjer. Det gælder lige meget, om der er tale om køretøjer på hvide eller gule nummerplader. Det gælder også uanset, om det formelt er arbejdsgiver eller et leasingselskab, der ejer køretøjet. Det betyder, at sådan beskattede medarbejdere fortsat hæfter solidarisk for de køretøjer, de må bruge privat.

Beierholm-reg-uddannelsesinstitutioner-finansiel-leasing-ikke-tilladt.jpg

Pas på med privat anvendelse

Virksomheder og ansatte bør i forlængelse af dette genopfriske reglerne for, hvad der regnes som privat brug af virksomhedens køretøjer. For hvis ansatte fanges i at bruge køretøjer privat, kan konsekvensen være pålæg om beskatning af fri bil – og så kører møllen.

Grundlæggende er kørsel til en ansats privatadresse, kørsel med ikke-ansatte og kørsel til privat formål, såsom flytning af svigermors sofa i kategorien for kørsel, som ikke er tilladt.

Køretøjer, der helt er fritaget for registreringsafgift, f.eks. mandskabsvogne og store lastbiler m.fl. vil aldrig lovligt kunne tilkøbes lejlighedsvis ”privat” anvendelse. Almindelige gulpladebiler under fire ton kan komme ind under regler for kørsel til skiftende arbejdssteder og kørsel under vagtordninger, og lukkede kassevogne uden sideruder bagi kan ombygges til at være ”specialindrettede”, sådan at det pludselig bliver helt gratis at køre hjem/arbejde og foretage for 1.000 kilometers svinkeærinder om året.

Svinkeærinder er her defineret som kørsel til indkøb samt aflevering/opsamling af egne børn, hvis den ansatte alligevel er ude i erhvervsmæssigt ærinde.

Kontakt os gerne

Vi glæder os over, at reglerne allerede nu bliver ophævet. Der er intet krav om registrering af ansatte, der ikke bliver beskattet af frit køretøj til rådighed – dermed heller ingen solidarisk hæftelse for de ansatte.

Hvis du vil vide mere om lovlig anvendelse af virksomhedens køretøjer, så kontakt din daglige revisor eller Beierholms skatteafdeling.