Salgsmodning af virksomhed

Bragt i Nordjyske Stiftstidendes erhvervsbrevkasse den 5. maj 2026.

 

Spørgsmål

Jeg påtænker at sælge min virksomhed inden for de kommende år, er der noget jeg skal være opmærksom på i den forbindelse?

Svar

Tanker om et virksomhedssalg medfører selvfølgelig mange overvejelser. Uanset årsagen er der én ting, der går igen: Et godt forberedt salg giver en markant bedre pris.

Salgsprisen kan øges betragteligt ved den rette forberedelse, og netop derfor bør planlægningen begynde flere år før, du ønsker et salg.

Inden du begynder at tale med potentielle købere, bør du gøre dig klart, hvad der egentlig betyder mest. Er målet at opnå den højest mulige pris? At sikre, at virksomheden fortsætter i samme ånd? At den forbliver i familien eller blandt betroede medarbejdere? Eller er det noget helt fjerde, der vægter tungest for netop dig?

Det er afgørende at få afklaret dette tidligt, for det påvirker både, hvordan virksomheden skal forberedes, og hvor man skal lede efter den rette køber.

Et virksomhedssalg tager ofte længere tid end forventet. Det gælder både processen med at finde en køber og arbejdet med at optimere virksomheden, så den fremstår stærk og veldrevet.

En køber vil typisk kigge flere år tilbage i regnskaberne. Derfor er det vigtigt, at virksomheden allerede i god tid fremstår trimmet og effektiv. Unødige omkostninger bør fjernes, så nøgletallene ikke tynges af udgifter, der ikke skaber reel værdi. Mange virksomheder værdiansættes ud fra en model, hvor overskuddet ganges med en faktor – og så tæller hver eneste krone.

Man skal samtidig passe på ikke at spare så hårdt, at nødvendige investeringer forsømmes. En virksomhed med nedslidt produktionsapparat eller forældede systemer vil hurtigt miste værdi i en købers øjne.

En af de største udfordringer ved ejerledede  virksomheder er, at du som ejeren ofte er involveret i stort set alle funktioner. Det gør virksomheden sårbar – og mindre attraktiv for en køber. En køber ønsker en organisation, der fungerer, også når ejeren ikke længere er til stede. Derfor bør du i god tid sikre, at der er klare ansvarsområder, en velfungerende ledelsesstruktur, og at jeres processer er dokumenterede. Jo mere virksomheden kan køre uden dig, desto mere værdifuld bliver den.

Når man har drevet virksomhed i mange år, bliver ”plejer” og vaner en naturlig del af hverdagen. Men det, der føles naturligt for dig, kan være en barriere for en køber.

Derfor kan det være en stor fordel at få en ekstern rådgiver til at gennemgå din virksomhed med en købers øjne. Det giver mulighed for at rette op på uhensigtsmæssigheder, før en potentiel køber opdager dem – og måske bruger dem som argument for en lavere pris.

En køber ønsker overblik og tryghed. Jo mere veldokumenteret virksomheden er, desto lettere er det for køber at forstå, hvad de får. En veldokumenteret virksomhed signalerer professionalisme og reducerer købers oplevede risiko – og risiko er en af de største faktorer i værdiansættelsen.

Der findes ingen model, der kan give en eksakt værdi på en virksomhed. Beregninger kan give et kvalificeret bud, men den reelle værdi er altid den pris, som køber og sælger kan blive enige om.

Prisen påvirkes blandt andet af købers vurdering af din virksomheds fremtidige potentiale, mulige synergier hos køber, forskellig risikovurdering mellem køber og sælger samt parternes forhandlingsevner.

Derfor er det vigtigt at få lavet en professionel vurdering, så du får et realistisk billede af, hvad virksomheden kan sælges for – og hvad der skal til for at øge værdien yderligere.

Et virksomhedssalg er en af de største beslutninger for dig som ejerleder. Det kræver tid, overblik og en strategisk tilgang. Men gevinsten kan være betydelig.

Med den rette forberedelse kan du både øge salgsprisen, sikre virksomhedens fremtid og skabe en glidende overgang for både medarbejdere og køber.

Dorte Sørensen

Beierholm - salg af virksomhed.jpg