Momsrefusion for udlandsrejser
Bragt i Nordjyske Stiftstidendes erhvervsbrevkasse den. 24. juni 2025.
Spørgsmål
I min virksomhed får vi brug for at sende medarbejdere på rejser til udlandet, f.eks. på messebesøg.
Svar
Det er rigtigt, at man i nogle tilfælde kan få momsen refunderet, hvis man selv eller medarbejdere har været på messe, sovet på hotel eller haft udgifter til forplejning på rejse til udlandet. Udgifterne kan ikke trækkes fra i virksomhedens momsregnskab, men man kan altså søge om at få momsen refunderet.
Hvis det drejer sig om udgifter i kalenderåret 2024, er fristen for at søge momsrefusion fra andre EU-lande den 30. september 2025.
Det kan også være, at du er i en situation, hvor I har købt varer, som er på lager i det på-gældende land med henblik på at blive forarbejdet dér. I nogle tilfælde kræver den situation, at din virksomhed bliver momsregistreret i det pågældende land, i andre tilfælde skal I blot søge om momsrefusion på almindelig vis.
Forskellige momssatser
Du kan søge om tilbagebetaling af moms fra EU-lande hos de danske myndigheder i TastSelv-systemet.
I EU har vi aftalt, at momsen som hovedregel skal tilbagebetales senest fire måneder efter ansøgningen, men flere europæiske myndigheder når ikke altid denne frist. Bemærk i øvrigt, at man modtager refusionsbeløbet direkte fra de udenlandske myndigheder.
Det er momsreglerne i det land, hvor udgiften er betalt, der afgør, om momsen kan godtgøres. Det vigtigste for dig at vide er derfor, hvilke lande der aldrig godtgør f.eks. hotelovernatninger og bespisning, samt hvilke lande, der kræver, at man vedhæfter faktura på forhånd, og hvilke der ikke gør.
Selvom momsreglerne i EU er harmoniseret, vil du dog blive mødt af et væld af forskellige momssatser på dine indkøb og ovenikøbet af forskellige bagatelgrænser for udbetaling – så der skal lidt research til.
Det er også muligt at søge om refusion af moms af omkostninger i lande udenfor EU. Det er dog langt fra alle lande, hvor der er noget at komme efter. De nærmeste lande - Norge, Storbritannien og Schweiz - er ganske civiliserede i den henseende. De har forholdsvis lette ansøgningsskemaer - dog varierer frister og bagatelgrænser.
Bemærk især, at fristen i Storbritannien er på seks måneder – dvs. 31. december 2025, fordi de regner momsrefusionsåret fra 1. juli til 30. juni.
Jan Lintrup, Moms & Afgifter, Beierholm