Generationsskifte – Start planlægning i god tid
Bragt i Nordjyske Stiftstidendes erhvervsbrevkasse den 28. oktober 2025.
Spørgsmål
Jeg har været selvstændig i mange år, men er begyndt at tænke på, hvad der skal ske, når jeg engang ikke ønsker at arbejde længere. Mange jeg taler med, siger ofte til mig, at det er en god ide at starte planlægningen at mit generationsskifte i god tid, men hvad betyder det egentlig, og hvorfor egentlig?
Svar
Det er helt korrekt, at det er en god idé at planlægge et generationsskifte i god tid. Ofte planlægges vellykkede generationsskifter 5-10 år, før det er endeligt gennemført - alt afhængig af kompleksitet og størrelse.
Årsagerne er mange, men en tungtvejende årsag er, at skatter og afgifter udgør ca. 50% af værdiansættelsen af den virksomhed eller det selskab, som næste generation arver - alt afhængig af, hvordan generationsskiftet håndteres. Det kan give store udfordringer at løf-te denne finansieringsbyrde. Særligt, hvis det sker på et tidspunkt, hvor den, der driver virksomheden, er gået bort. Dette gælder ikke kun virksomheder men også fast ejendom, der beskattes ved afståelse.
De nye regler for generationsskifte, der trådte i kraft i år, har medført, at også udlejningsejendomme kan omfattes af den såkaldte pengetanksregel, der gør, at de potentielt kan overdrages med såkaldt succession, hvilket betyder, at skatten på eventuel fortjeneste udskydes til næste generation. Desuden omfatter de nye regler skematiske regler for værdiansættelse af selskaber, hvilket letter arbejdet med at fastsætte værdien af din virksomhed betydeligt. Endelig er gaveafgiften på sådanne overdragelser nedsat fra tidligere 15% til nu 10%.
En væsentlig forudsætning for at overdrage en virksomhed med succession er, at ejer-skabet hos næste generation bibeholdes i 3 år efter overdragelsen, da et salg inden da kan ende med at have store konsekvenser. Bl.a. i form af om den skematiske værdi er-stattes af handelsværdien, eller der bliver tale en afståelsesbeskatning.
Derfor er det vigtigt, at du i god tid begynder at afklare, hvilke ønsker både du og dine arvinger har til et generationsskifte. Særligt er det vigtigt med en forventningsafstemning i forhold til, om der er interesse og kompetencer hos næste generation til at gennemføre et generationsskifte. Herunder bør I også afklare, hvor hurtigt det evt. skal ske, og om det er trinvist eller det hele på én gang. Kort sagt skal der laves klare aftaler om ejerskab, stemmeret og økonomiske beslutninger, samtidig med at der skabes det nødvendige råderum til nye idéer og måder at gøre tingene på. Alt sammen med det formål at der laves klare aftaler for, hvordan generationsskiftet gennemføres bedst muligt for alle involverede parter.
Forudsætningerne for et vellykket generationsskifte er derfor størst, hvis processen startes i god tid, da der er mange både praktiske forhold og bløde værdier, der skal håndteres. Forceres processen unødigt, kan det hele ende i splid og interne konflikter i en familie, hvilket naturligvis ikke er ønskværdigt.
Endelig er det vigtigt at pointere, at et vellykket generationsskifte næsten altid er en kompliceret proces, hvor der bør søges professionel rådgivning fra blandt andet revisorer, advokater og virksomhedsrådgivere.
Martin Ødum Madsen