Beskatning, når man overdrager virksomhed til sine børn
Bragt i Nordjyske Stiftstidendes erhvervsbrevkasse den. 2. september 2025.
Spørgsmål
Da min mor døde, arvede jeg et selskab. Det ejede på det tidspunkt to lagerbygninger, som jeg har drevet og vedligeholdt. Siden har jeg investeret selskabets overskud i forskellige værdipapirer, som også ligger i selskabet.
Den offentlige ejendomsvurdering for bygningerne er ca. ti mio. kr. Selskabet har en egenkapital på ca. 40 mio. kr.
Jeg tænker snart at gå på pension og overvejer at lade mine børn overtage selskabet i fællesskab. Kan det lade sig gøre, uden at jeg skal betale alle mine penge i skat og derfor ikke har noget til min pension?
Svar
Det er muligt at overdrage et selskab til sine børn på mere favorable skattemæssige vilkår, end hvis man sælger selskabet til en tredjemand.
Folketinget har for nylig vedtaget nogle nye regler for generationsskifte af ejendomsselskaber, som det lyder til, at du kan være omfattet af.
De nye regler betyder, at hvis man ejer en aktiv udlejningsvirksomhed, er det muligt at overdrage selskabet til sine børn som en gave.
Ved aktiv udlejningsvirksomhed forstås udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom, hvor overdrageren direkte eller indirekte ejer mere end 50 procent af den faste ejendom, og hvor aftaler af væsentlig økonomisk betydning ikke varetages af tredjemand. Når du skriver, at du har drevet og vedligeholdt ejendommene, kan det godt lyde, som om du vil være omfattet af de nye regler.
Hvis du er omfattet af de nye regler, vil du kunne overdrage selskabet til dine børn med succession. Det betyder, at du ikke skal betale skat af den værdistigning, der har været på selskabet, mens du har ejet det. Samtidig betyder det, at dine børn skattemæssigt overtager selskabet til den værdi, du arvede det til. Dine børn skal heller ikke betale skat ved modtagelsen. Dine børn skal dog stadig betale gaveafgift. Denne form for udskydning af beskatning kan som udgangspunkt foretages i flere generationer.
En fordel ved at være omfattet af de nye regler er, at man slipper med ti procent i gaveafgift mod 15 procent, som ellers er satsen ved gaver. Gaveafgiften beregnes af selskabets skematiske handelsværdi.
I forbindelse med selve overdragelsen til dine børn, vil der blive beregnet en overdragelsessum, som er værdien af selskabet fratrukket din anskaffelsessum. Herefter kan man fratrække et beløb, som svarer til 22 procent af overdragelsessummen. Endelig vil man også kunne fratrække 76.900 kr. i gave til hvert barn - et afgiftsbeløb, der ikke betales gaveafgift af. Den værdi, som herefter fremkommer, skal der betales ti procent gaveafgift af.
Du nævner, at du har investeret selskabets overskud i værdipapirer. Det har stor betydning, hvor meget af selskabets værdi, der er placeret i værdipapirer kontra de to ejendomme. Selskabet vil blive anset for en pengetank, hvis investeringerne i værdipapirerne har en værdi på over 50 procent af selskabets handelsværdi. For at selskabet kan overdrages med succession og en gaveafgift på ti procent, er det afgørende, at selskabet ikke anses for en pengetank. Viser det sig, at selskabet er en pengetank, kan der f.eks. udloddes udbytte, inden et generationsskifte kan gennemføres med ti procent i gaveafgift.
Louise Egede Olesen, Beierholms skatteafdeling