Flytteudgifter
Flytning for samme arbejdsgiver
Betaling af flytteudgifter for medarbejderen er som hovedregel skattepligtig. Forflyttes medarbejderen (under samme arbejdsgiver), anses flytteudgifterne for erhvervsmæssige, hvorfor medarbejderen ikke bliver skattepligtig heraf. Det kan f.eks. komme på tale i forbindelse med udstationering til udlandet.
Udbetaler arbejdsgiveren i stedet en flyttegodtgørelse til dækning af medarbejderens flytteudgifter, er godtgørelsen skattepligtig for medarbejderen som almindelig løn. Medarbejderen kan dog tage fradrag for udgifter til flytning af indbo, rejseudgifter for husstanden, udgifter til nødvendige installationer samt huslejetab, hvis flytningen foretages for at opretholde ansættelse hos samme arbejdsgiver, og arbejdsgiveren
ikke afholder denne udgift.
Vælger arbejdsgiveren at refundere flytteudgifter mod dokumentation, er refusionen af udgifterne skattefri for medarbejderen.
Der er momsfradrag for udgiften, hvis flytningen er på arbejdsgiverens initiativ og sker fra en afdeling til en anden inden for virksomheden.
Flytning ved nyansættelse
Man kan som arbejdsgiver ikke skattefrit godtgøre flytteudgifter for nyansatte, ligesom nyansatte heller ikke kan tage fradrag for udgifter til flytningen.
Der er ikke momsfradrag for flytteudgifter afholdt i forbindelse med nyansættelser.
Publikationen erstatter ikke rådgivning og skal alene betragtes som generel vejledning. Ved specifikke spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte vores skatteafdeling eller din daglige revisor.
Kontakt os