Transaktion – professionel rådgivning ved virksomhedstransaktioner

En transaktion er et afgørende vendepunkt i en virksomheds liv. Uanset om der er tale om køb, salg, fusion eller omstrukturering, er det sjældent noget, man bør gå ind i uden en klar plan og erfarne rådgivere ved sin side. En virksomhedstransaktion handler ikke kun om pris og kontrakt. Den rigtige løsning kræver et nuanceret blik på strategi, økonomi, skat, jura, organisation og ikke mindst ejerens personlige ønsker og forventninger. Med professionel transaktionsrådgivning får du overblik over mulighederne og tryghed gennem hele forløbet.

Hvad er en virksomhedstransaktion?

I daglig tale bruger vi ordet transaktion om handel, men i M&A-sammenhæng dækker det typisk over:

  • køb af virksomhed eller udvalgte aktiver
  • salg af virksomhed eller ejerandele
  • fusioner og spaltninger
  • generationsskifte og omstruktureringer

Fælles for disse transaktioner er, at ejerskab og værdier skifter hænder, mens virksomheden helt eller delvist fortsætter sin drift. Det gør transaktionen kompleks og forretningskritisk: beslutningerne, du træffer nu, har ofte konsekvenser mange år frem.

Transaktionsrådgivning – hvad hjælper vi med?

Transaktionsrådgivning handler om at sikre, at du træffer velovervejede beslutninger på et oplyst grundlag. Vi hjælper typisk med at:

  • afklare dine mål med transaktionen – økonomisk, strategisk og personligt
  • analysere virksomheden og markedet – styrker, svagheder og potentiale
  • værdiansætte virksomheden – og forstå, hvad der driver værdien
  • strukturere transaktionen – f.eks. aktiesalg vs. aktivsalg, earn-out, medejerskab
  • forberede materiale til potentielle købere eller sælgere
  • koordinere processen med andre rådgivere (advokat, bank, revisor)
  • forhandle pris og vilkår på et faktuelt og professionelt grundlag

Formålet er altid det samme: at gøre transaktionsforløbet så trygt, smidigt, effektivt og værdiskabende som muligt, uanset om du står på køber- eller sælgersiden.

Transaction services: det finansielle fundament under transaktionen

En vigtig del af arbejdet er de dybdegående finansielle analyser, der ligger til grund for forhandlingerne. Dette arbejde betegnes typisk transaction services og omfatter blandt andet:

  • Finansiel due diligence: Gennemgang af regnskaber, indtjening, balanceposter, arbejdskapital og cash flow.
  • Skattemæssig due diligence: Identifikation af skattemæssige risici og muligheder i virksomheden.
  • Quality of Earnings (QoE): Analyse af, hvor robust og vedvarende indtjeningen er – et centralt fokuspunkt for købere.
  • Analyse af arbejdskapital og investeringer: Forståelse af, hvor meget kapital virksomheden binder i drift og vækst.

Transaction services omsætter tallene til konkrete pointer og anbefalinger, og bruges til at fremhæve de gode salgsargumenter. De danner fundamentet for den pris og de vilkår, som transaktionen ender med at blive indgået på.

Beierholm-Finansiel-Rådgivning-finansiering-af-vækst.jpg

Sådan forløber en typisk transaktion

Ingen to transaktioner er helt ens, men de fleste forløb følger en række klassiske trin:

1. Forberedelse og strategi

Vi starter med at afklare dine mål: Hvorfor overvejer du en transaktion? Hvad er tidshorisonten? Hvilke scenarier er realistiske – salg, køb, fusion, delvist ejerskifte?

2. Analyse og værdiansættelse

Virksomhedens økonomi, marked og værdidrivere gennemgås. Resultatet er en kvalificeret værdiansættelse og et tydeligt billede af styrker og risici.

3. Markedsføring og dialog

Ved salg udarbejdes materiale til potentielle købere. Ved køb identificeres og kontaktes relevante virksomheder. De første drøftelser fører ofte til afgivelse af en ikke-bindende prisindikation.

4. Due diligence og transaction services

Når parterne er enige om rammerne, gennemfører vi de nødvendige analyser, finansielle og skattemæssige transaction services, så alle væsentlige forhold er afdækket, inden transaktionen bliver endelig.

5. Forhandling og aftale

På baggrund af analyserne forhandles pris og vilkår. Her er det vores opgave at skabe balance mellem risiko, værdi og fremtidigt potentiale og sikre, at aftalen hænger sammen med dine langsigtede planer.

6. Closing og opfølgning

Selve transaktionen gennemføres, hvor pengestrømme og ejerskab skifter hænder. Efterfølgende hjælper vi efter behov med opfølgning, rapportering og dialogen med banker, myndigheder og øvrige interessenter.

Overvejer du en transaktion?

Står du foran et muligt salg, køb eller en omstrukturering, eller er du bare nysgerrig på, hvad en transaktion kunne betyde for dig og din virksomhed, så er første skridt ofte en fortrolig og uforpligtende dialog. Her kan vi sammen se på din situation, dine mål og virksomhedens udgangspunkt og vurdere, hvilke typer transaktioner der er mest relevante, og hvordan et eventuelt forløb kan tilrettelægges, så det skaber mest mulig værdi for dig.
 

Her kan du skrive en kort besked til os som indledning til mødet.