Vi glæder os til at byde velkommen i nyt og større domicil i Aalborg

Beierholm hovedkontor Aalborg.png

Pr. 3. juni er Beierholm at finde i nyt kontordomicil på Langagervej 1 i Aalborg Ø.

Her glæder vi os til at byde kunder og samarbejdspartnere velkommen indenfor i en ikonisk bygning, som tidligere har huset Det Nordjyske Mediehus og som efter en gennemgribende renovering nu står klar med nye opdaterede rammer og plads til Beierholms videre udvikling.

Med nye mødefaciliteter, gode parkeringsmuligheder og en beliggenhed, der er nem at finde, står vi således klar til at tage godt imod dig – bemærk at kontaktoplysninger forbliver de samme.

Det er flere års kontinuerlig vækst, der betyder, at Beierholm nu er vokset ud af sit eksisterende kontordomicil på Voergårdvej 2 i Aalborg. En kombination af opkøb og organisk vækst, ikke mindst inden for en række specialiserede rådgivningsydelser som digitalisering, bæredygtighed og outsourcing, betyder, at Beierholm i løbet af de seneste seks år har fordoblet antallet af medarbejdere.

”Med ambitioner om at være de mindre og mellemstore virksomheders foretrukne sparringspartner har vi i Beierholm de seneste år haft stort fokus på at udvikle vores ydelsespalette, så vi kan rådgive hele vejen rundt om virksomheden. Qua vores størrelse og ambitioner om fortsat udvikling af vores rådgivningsforretning, har det været nødvendigt at finde de rette fremtidssikrede rammer med mulighed for at fortsætte vores udvikling på både kort og lang sigt. Derfor er vi rigtig glade for, at det er lykkes at finde et nyt domicil, hvor vi også i fremtiden kan skabe de bedste rammer for både kunder og medarbejdere i Beierholm, fortæller adm. direktør i Beierholm, Søren V. Pedersen.

Med ca. 1.900 medarbejdere og mere end 40 kontorer fordelt over hele landet er Beierholm i dag landsdækkende. I Aalborg, hvor det hele startede tilbage i 1929, er størstedelen af virksomhedens fællesfunktioner og specialister samlet, hvilket inkl. revisorer og rådgivere i alt er ca. 250 medarbejdere.

Vi glæder os til at byde dig velkommen hos Beierholm på Langagervej 1.