Beierholm opruster på ESG-rådgivning: Der venter erhvervslivet en enorm opgave

Beierholm-Profilfotos-2021-2254-72dpi.jpg

I de kommende år vil rapporteringskravene på ESG-området skylle ind over erhvervslivet, og det vil ikke alene være en omfattende opgave for virksomhederne, men også for konsulent- og revisionshusene, som dels kommer til at agere rådgivere, og dels skal verificere de mange ESG-rapporter.

Ifølge en analyse af Aalund Research forventer en tredjedel af mindre virksomheder og knap halvdelen af de større virksomheder at få behov for rådgivning om bæredygtighed inden for det kommende år. Derfor har revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm nu udskilt bæredygtighedsrådgivning i en særskilt afdeling. Forventningen er, at det inden for få år bliver en af virksomhedens dominerende rådgivningsområder.

- Vi har selv været gennem hele processen med væsentlighedsanalyse, udarbejdet klimaregnskab og udgivet vores første ESG-rapport, så vi ved, at det er en betydelig opgave. Der venter således konsulent- og revisionshusene en enorm opgave i at rådgive virksomhederne og særligt de mange SMV’er, som ofte ikke selv har ressourcerne eller ekspertisen til at måle og rapportere om bæredygtighed, fortæller adm. direktør i Beierholm, Søren V. Pedersen, som uddyber:

- For vores eget vedkommende forudser vi, at bæredygtighedsrådgivning bliver et af vores største rådgivningsområder, selvom det er et relativt nyt forretningsområde. Den nye bæredygtighedsafdeling er derfor i gang med en massiv oprustning, så vi kan løfte den forventede efterspørgsel. Både i forhold til de store virksomheder, som blandt andet skal gennemføre en væsentlighedsanalyse, men især også de mindre SMV’er, som skal have hjælp til at komme i gang.

Har lanceret nyt bæredygtighedsnetværk og opkøbt virksomhed

Foruden en organisatorisk oprustning har man hos Beierholm udvidet virksomhedens rådgivningstilbud og i den forbindelse opkøbt virksomheden SustainNets, som blandt andet tilbyder bæredygtighedsnetværk til virksomheder.

- Opkøbet af SustainNets har blandt andet medført, at vi nu har et nyt og relevant tilbud til kunderne i form af et bæredygtighedsnetværk. Det er et koncept, som vi allerede arbejdede på inden opkøbet, men som nu er blevet accelereret. Netværket kører allerede med succes, og vi er pt. ved også at udrulle det. Blandt andet via samarbejde med erhvervsforeninger og pengeinstitutter. Idéen med bæredygtighedsnetværket er at give SMV’erne adgang til specialister og mulighed for at udveksle erfaringer – vel at mærke uden, at det bliver en stor og omkostningstung proces, siger Søren V. Pedersen.

Beierholm har i dag 58.000 kunder, hvoraf en stor del forventes at efterspørge hjælp til rapportering og rådgivning inden for de kommende år. Søren V. Pedersen hilser udviklingen velkommen – ikke bare som et nyt, stort forretningsområde, men også som en nødvendig del af fremtidens erhvervsliv.

- Bæredygtighed er tværfagligt og kan ikke parkeres hos økonomi- eller kommunikationsafdelingen. Den nye lovgivning foreskriver, at bæredygtighed prioriteres og behandles af virksomhedens ledelse. Således hører det til på direktionsgangen – også hos SMV’erne. De mindre og mellemstore virksomheder er endnu ikke direkte omfattet af direktivet, men de bliver det indirekte gennem krav fra deres kunder, pengeinstitutter og andre samarbejdspartnere. Derfor ser vi allerede nu en tendens til, at markedet overhaler lovgivningen, slutter han.

For yderligere oplysninger

  • Adm. direktør Søren V. Pedersen, Beierholm. E-mail svp@beierholm.dk – Telefon 98 18 72 00. Mobil 51 26 06 31.

  • Kommunikations- & Marketingchef Uffe Thaarup, Beierholm. E-mail uth@beierholm.dk – Telefon 98 18 72 00. Mobil 20 80 28 41.


 

Beierholm - tilmelding til nyhedsservice

Tilmeld dig nyhedsservice

Bliv opdateret med aktuelt nyt. Modtag inspiration og indsigter, der kan lette hverdagen og flytte forretningen. Få invitationer til events, netværk, kurser og webinarer.

Tilmeld dig nyhedsservice