Beierholm og den øvrige revisorbranche forbereder sig på næste bølge af hjælpepakker

Det har været et specielt år i den danske revisionsbranche. Den 19. marts 2020 vedtog regeringen og alle Folketingets partier en omfattende aftale om hjælpepakker til danske lønmodtagere og virksomheder som følge af corona-pandemien. For at få adgang til at søge kompensation for faste omkostninger skulle virksomhederne have en erklæring fra en godkendt revisor for at styrke tilliden til de ansøgte beløb. 

- Samfundet og virksomhederne har været i en helt, helt ekstraordinær situation. Aldrig har så omfattende hjælpepakker været i spil, og aldrig er gennemgribende lovgivning blevet foretaget så hurtigt, forklarer adm. direktør Søren V. Pedersen fra Beierholm og fortsætter: 

- Hos Beierholm stod vi i foråret med potentielt set mange tusinde kunder i hele landet, der skulle have hjælp i form af rådgivning og revisorerklæringer. Rådgivningen skulle ske inden for en lovgivning, der af gode grunde ikke var særlig præcis, og hvor der ingen forudgående erfaring var. Det blev pålagt af myndighederne, at erklæringerne skulle udarbejdes med ”høj grad af sikkerhed” og tilmed på relativ kort tid. Det var virkelig en stor arbejdsmængde, som vi stod med midt i højsæsonen for regnskabsaflæggelse, men det er klart, at vi frem for alt måtte prioritere, at de mindre og mellemstore virksomheder, som vi repræsenterer, kunne få hjælp og afklaring hurtigst muligt. 

Beierholm er den revisionsvirksomhed, der har håndteret flest ansøgninger i Danmark. En foreløbig opgørelse viser, at Beierholm har hjulpet med at søge mere end DKK 400 millioner hjem i kompensation fordelt på godt 1.850 trængte virksomheder, svarende til over DKK 215.000 pr. virksomhed. Arbejdet har været omfattende, idet en erklæring med ”Høj grad af sikkerhed” indebærer dybdegående kendskab til relevant lovgivning og standarder, at revisor skal foretage analyser og forespørgsler til ledelsen, samt at revisor skal efterprøve og kontrollere udtalelser og transaktioner til underliggende dokumentation. Dette betyder også, at revisor er forpligtiget til at opnå forståelse for virksomhedens forretningsgange og omfanget af interne kontroller. Er der tale om nye kunder, er revisor desuden pålagt en række yderligere forpligtelser i forhold til kontrol af kundens identitet, økonomiske forhold, hvidvask m.v.: 

- Vi er 1.250 medarbejdere hos Beierholm, og de mange erklæringer med ”høj grad af sikkerhed” har virkelig trukket veksler på vores ansatte. Det er en tidskrævende proces at efterprøve og kontrollere, og vi har jo kun i mindre grad haft mulighed for at rekruttere ekstra hænder. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at takke alle vores medarbejdere for den imponerende indsats, de har ydet, med at hjælpe vores mange kunder. Dette er tilmed sket i en periode, hvor mange har været hjemsendt i længere perioder, fortsætter Søren V. Pedersen. 

Hos Beierholm sker afregning som udgangspunkt efter medgået tid, og den gennemsnitlige udgift har ligget på DKK 13.000 pr. virksomhed. Heraf dækker det offentlige 80 procent af udgiften op til DKK 20.000. 

Tilfredse kunder

En uvildig analyse fra analysevirksomheden Aalund Research viser, at Beierholm har haft de mest tilfredse kunder i relation til corona-rådgivningen blandt de seks største revisionshuse i Danmark. Analysen bygger på interview med en lang række revisionskunder fordelt på størrelse og geografi og er udarbejdet midt under den første store nedlukning af Danmark i foråret 2020.

- Det er klart, at vi har gjort alt for at hjælpe, så godt vi kunne – i øvrigt ligesom alle andre revisionsvirksomheder i Danmark. Hos Beierholm har vi den fordel, at vi er meget tæt på kunderne qua vores store netværk af kontorer over hele landet. Det har været en stor fordel under en krise som denne, hvor der er et særligt behov for klar kommunikation og forventningsafstemning med vores kunder, pointerer Søren V. Pedersen videre. 

Ny bølge på vej

De aktuelle stramninger og restriktioner i hele landet gør, at en ny bølge af hjælpepakker nu er ved at blive genåbnet. Det vil potentielt set føre til et stort antal nye henvendelser fra virksomhederne til deres revisor: 

- Vi håber naturligvis, at hjælpepakkerne kommer på plads så hurtigt som muligt. Samtidig har både lovgiverne og vi som rådgivere opnået en større erfaring gennem året, og derfor forventer vi en mere smidig proces denne gang, slutter Søren V. Pedersen. 

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Adm. direktør Søren V. Pedersen, Beierholm, tlf. 98 18 72 00, mobil 51 26 06 31 og e-mail: svp@beierholm.dk

Kommunikations- og marketingchef Uffe Thaarup, Beierholm, tlf. 98 18 72 00, mobil 20 80 28 41 og e-mail: uth@beierholm.dk