Ny afgift på urenset spildevand fra 2027

Hvad indebærer den nye afgift?

Ved kraftig regn kan kloaksystemer og renseanlæg blive overbelastet, hvilket medfører overløb af en blanding af regnvand og urenset spildevand direkte til vandmiljøet. Urenset spildevand indeholder betydelige mængder kvælstof, fosfor og organisk stof, som har en skadelig effekt på søer, vandløb og havmiljø. Klimaforandringer medfører samtidig mere intens og hyppig nedbør, hvilket øger risikoen for overløb. 

Hidtil har der været afgift på udledning af renset spildevand, men ikke på urenset spildevand fra overløb. Med den nye ordning ønsker regeringen at sikre, at både renset og urenset spildevand underlægges afgift og samtidig skabe et økonomisk incitament til at forebygge overløb. 

Fra 2027 skal spildevandsudledere derfor betale afgift af udledt urenset spildevand fra overløb. Afgiften vil svare til den eksisterende afgift på renset spildevand og afspejle udledningen af kvælstof, fosfor og organisk stof. Ændringen omfatter også planlagte overløb f.eks. i forbindelse med renovering og nødoverløb som følge af uheld på spildevandssystemet. 

Beierholm-Bæredygtighed-4.jpg

Opgørelse og indberetning

Afgiftsgrundlaget baseres på spildevandsudlederens indberetninger til Portal for Udledning af Spildevand (PULS). 

Spildevandsudledere kan vælge mellem tre metoder; måling af både koncentration og vandmængde, måling af vandmængde alene eller en modelbaseret skematisk opgørelse baseret på blandt andet nedbørsdata og kloaksystemets størrelse. 

Afgiftsgrundlaget og afgiftssatsen er forskellig i de tre metoder, og man kan vælge den metode, der er mest praktisk og økonomisk optimal for det enkelte overløbsværk.

Valg af metode skal indmeldes forud for afgiftsperioden, som er kalenderåret for etablerede overløbsværk. Afgiftsperioden er fortsat kvartalsvis for renset spildevand fra det enkelte rensningsanlæg.

Med de nye regler nedsættes vandafgiften på ledningsført vand også for at kompensere vandforbrugerne, dog først fra 2029. 

 

Udskydelse af afgift på kalk

Den planlagte COe-afgift på udbragt landbrugskalk udskydes fra 2028 til 2030. Udskydelsen begrundes med administrative udfordringer og usikkerhed om de faktiske klimaeffekter ved kalkning. Udfordringerne forventes nærmere belyst i 2028, mens selve afgiften formodes fortsat at udgøre 750 kr. pr. ton COe (2022-priser) i 2030.

Den nye afgift har betydning for spildevandsselskaber, kommuner og andre registrerede spildevandsudlederes økonomiske overvejelser om at reducere overløb og investere i forebyggende tiltag som kapacitetsudvidelser, separering af regn- og spildevand samt forbedret overvågning. Det er lovens hensigt. 

Men det giver også praktiske og administrativt øgede krav/udfordringer til måling, opgørelse og indberetning, herunder valg af metode, hvilket kan få betydning for den samlede afgiftsbetaling. 

Vi kan hjælpe

Bliver du berørt af den kommende afgift på urenset spildevand, eller har du spørgsmål til opgørelse, indberetning og valg af metode, hjælper vi gerne med at skabe overblik og vurdere de økonomiske og administrative konsekvenser. Du kan kontakte din daglige revisor eller Beierholms skatteafdeling.