Lovgivningen om udvidet producentansvar for emballage er trådt i kraft
Hidtil har kommunerne ofte stået for hovedparten af emballageaffaldet, men med producentansvaret flyttes presset og ansvaret økonomisk over på virksomhederne.

Hvad er det udvidede producentansvar?
Virksomheder, der “gør emballage eller emballerede produkter tilgængelige” på det danske marked (f.eks. fabrikanter, importører, mærkeproducenter, distributører) vil typisk være omfattet.
Emballage omfatter en bred vifte af materialer (papir, pap, plastik, metal, glas, træ m.fl.) samt nye kategorier som keramik, kork og tekstiler.
Der er dog særlige regler og undtagelser for mikrovirksomheder (færre end 10 ansatte og omsætning under ca. 15 mio. DKK), samt visse tærskelordninger for små emballagemængder. Som virksomhed bør I selv undersøge, om I falder ind under producentansvaret. Mange virksomheder, også små, vil være omfattet, især hvis de importerer emballerede produkter eller sælger via netbutikker til Danmark.
Jeres gebyr fastsættes delvist ud fra en miljøgraduering, hvor emballagen kategoriseres som grøn, gul eller rød alt efter dens genanvendelighed og kompleksitet. Kategori grøn gives den laveste sats, mens kategori rød medfører højere gebyr.
Det er altså i jeres interesse at vælge emballageløsninger, der øger genanvendelsen og placerer jer i grøn eller gul kategori.
Har I styr på de vigtigste trin?
Udrulningen af producentansvaret for emballage har været undervejs et stykke tid, og der var muligvis vigtige deadlines, I skulle have overholdt allerede inden 1. oktober. Hvis I endnu ikke har gjort det, er det afgørende at få det på plads hurtigst muligt!
- Registrering hos Dansk Producent Ansvar (DPA): Registreringssystemet for emballage åbnede 1. april 2024, og fristen for at være registreret var 31. august 2024, men det er stadig muligt at registrere sig efter denne dato.
- Indmeldelse i en kollektiv ordning: For virksomheder, som er omfattet, har det siden 14. januar 2025 været et lovkrav at være tilknyttet en kollektiv ordning. Ordningen hjælper jer med at varetage ansvaret for indsamling og indberetning.
- Indberetning af mængder for 2024: Fristen for at indberette de mængder emballage, I markedsførte tilbage i 2024, var 1. juni 2025. Disse tal dannede grundlag for de gebyrer, I skal betale fra 1. oktober.
Hvad sker der, hvis I ikke har styr på jeres indberetninger?
DPA og Miljøstyrelsen får tilsyns- og kontrolbeføjelserne i ordningen. Manglende overholdelse kan føre til administrative bøder (gebyrer) og andre sanktioner (f.eks. tvangsbøder, påbud, midlertidig fratagelse af ret til at markedsføre produkter).
Derfor er det vigtigt, at I både kan dokumentere jeres indberetninger og har etableret interne kontroller.
Beierholm Bæredygtighed kan hjælpe jer med at få styr på jeres forpligtelser. Vi tilbyder at assistere jer med:
- Vurdering af, om I er omfattet af producentansvaret
- Kortlægning af emballagetyper og klassificering (miljøgraduering)
- Korrekt indberetning til DPA / kollektive ordninger
- Opsætning af interne kontroller og dokumentationssystem
- Rådgivning om valg og optimering af emballageløsninger for at minimere gebyrer
- Løbende overvågning af ændringer i regler og gebyrsatser.