Den gode kandidatoplevelse

Her får du tre gode råd til den gode kandidatoplevelse.
1. Det er ikke nok, at skoen passer – den skal også være behagelig at gå i
I en tid, hvor tempoet er højt, og behovet for nye medarbejdere ofte presser sig på, kan det være fristende at gribe den første mulighed, der dukker op. Men rekruttering er ikke et quick fix – det er en strategisk disciplin, der kræver tid, omtanke og en klar kobling til virksomhedens kultur og værdier.
Derfor er det vigtigt at arbejde med intentionen bag hvert ord i annoncen og have blik for det langsigtede match. Det handler ikke om brandslukning, men om investering. Når vi giver processen den nødvendige tid og tør søge bredere, åbner vi op for kandidater, der ikke bare matcher fagligt, men også har en dyb motivation for netop dén type virksomhed og stilling.
”Det kan være fristende at lukke en stilling hurtigt. Især når der ligger en ansøgning klar. Men det rette match handler ikke kun om, at skoen passer – den skal også være behagelig at gå i og gerne også på lang sigt. I flere processer – særligt når der er behov for kandidater med specialistviden – kan det betale sig at søge bredere geografisk og give sig tid. I en rekrutteringsproces udvidede vi søgningen og fandt en kandidat, der ikke bare matchede fagligt, men også havde en stærk motivation for netop dén type virksomhed. Samtidig oplevede vi, at den løbende dialog med kunden om kandidaterne og behovet, gjorde dem klogere. De fik mulighed for at justere og nuancere kravene, og det skabte i sidste ende et bedre match”, lyder det fra Signe Ravn, Seniorkonsulent i Beierholm Rekruttering.
2. Kan et nej også være en god oplevelse?
I rekruttering arbejdes der med alle touch points i kandidatens rejse – fra ansøgning til samtale til tilbud eller afslag. Den personlige og konstruktive feedback bør prioriteres, og man bør turde stille de svære spørgsmål, der skaber ærlige samtaler. Det handler om at møde mennesker med respekt og skabe en proces, der er både professionel og menneskelig.
I rekrutteringsprocessen er det let at fokusere på dem, der går videre, men for kandidater, der ikke får jobbet, er oplevelsen af processen mindst lige så vigtig. Når der er klare forventninger, tydelig kommunikation og en transparent beslutningsproces, kan selv et afslag opleves som respektfuldt og meningsfuldt.
“Det er vigtigt at bruge tid på at give respektfulde og ærlige afslag, fordi det betyder noget. Også når det er en kandidat, der på papiret står stærkt. I en proces havde vi en kandidat, som viste sig at være overkvalificeret, og netop gennem de rette spørgsmål til motivationen fik vi en god og ærlig drøftelse. Det blev tydeligt, at kandidaten allerede så sig selv i en rolle med mere ansvar og yderligere arbejdsopgaver – noget, som stillingen ikke kunne tilbyde i den nærmeste fremtid. Ved at tage dén samtale og give et respektfuldt og velbegrundet afslag, oplevede kandidaten alligevel, at det var en god proces, og at stillingen måske ikke var det rette match. Det handler om at turde stille de rigtige spørgsmål – og om at have både kunden og kandidatens interesse for øje”, siger Signe Ravn.
3. Et godt ry smitter – og et dårligt hænger ved
Anbefalinger og omtale spredes hurtigt, og det er ikke kun medarbejderne, der bærer virksomhedens brand videre. Også dem, der ikke bliver ansat, har en stemme – og deres oplevelse af rekrutterings-processen kan gøre dem til ambassadører eller kritikere. Beierholm Rekruttering ser derfor kandidatoplevelsen som en proces, der bør skabe tillid – og tillid skaber relationer.
“Når kandidater – både dem, der ansættes, og dem, der ikke gør – fortæller videre om en god proces, så styrker det kundens omdømme. Enten kan en kandidat gå ud ad døren med en god og positiv oplevelse, og ellers kan kandidaten føle sig overset og dårligt behandlet. I begge tilfælde deler kandidaten sin oplevelse i netværket – og dét sætter spor. Derfor er den gode kandidatoplevelse ikke bare en venlig gestus. Det er en investering i virksomhedens omdømme – i employer brandet. Og det starter med os, der møder kandidaterne først,” siger Signe Ravn.
Når kandidater – både dem, der ansættes, og dem, der ikke gør – fortæller videre om en god proces, så styrker det kundens omdømme.

Ønsker du en proces, hvor faglighed og personlighed går hånd i hånd?
Vi tilbyder en komplet rekrutteringsproces, der hjælper din virksomhed med at identificere og ansætte de mest kvalificerede kandidater, der har de rette faglige og personlige kompetencer til at udføre jobbet, og som samtidig passer ind i den eksisterende virksomhedskultur. Kontakt os i dag for at høre mere om vigtigheden af den gode kandidatoplevelse.
Du er meget velkommen til at indsende din uforpligtende forespørgsel i formularen nedenfor til os.