Kendskab til personlighed kan skabe værdi for din rekruttering

Bragt i Nordjyske Stiftstidendes erhvervsbrevkasse den. 26. august 2025.

 

Spørgsmål

Jeg arbejder med rekruttering i en mindre virksomhed og oplever ofte, at vi ansætter fagligt dygtige folk, som alligevel ikke passer helt ind i teamet. Vi bruger CV’er, samtaler og mavefornemmelse – men det er ikke altid nok. Jeg har hørt om brugen af personprofiler i rekruttering og medarbejderudvikling, men er i tvivl om, hvorvidt det er for "kassetænkende", og om det reelt skaber værdi. Kan I give jeres perspektiv på, hvordan personprofiler kan bruges konstruktivt – og om det er noget, vi bør overveje?

En nysgerrig HR-ansvarlig

 

Svar

Tak for dit gode spørgsmål – det er en problemstilling, mange virksomheder står med.

Personprofiler er ikke et quickfix, men et værdifuldt værktøj, når de bruges rigtigt. De handler ikke om at sætte folk i kasser, men om at skabe indsigt i adfærd, motivation og samarbejdsstil. De kan bidrage til et dybdegående beslutningsgrundlag, som kan være en støtte både i rekruttering og udviklingsforløb, som ledelses- og medarbejderudvikling.

I rekrutteringen kan personprofiler give et mere nuanceret billede af kandidaterne – ud over det, man ser i CV’et og til samtalen. De kan fx hjælpe med at afdække, hvordan en kandidat vil trives i jeres kultur, og hvordan vedkommende arbejder under pres eller i samarbejde med andre. Det reducerer risikoen for, at ubevidste bias styrer beslutningen – og øger chancen for et godt match.

I teamudvikling kan profilerne bruges til at forstå, hvordan forskellige personligheder supplerer hinanden. Det handler ikke om at finde "den perfekte medarbejder", men om at sammensætte teams, hvor forskelligheder bliver en styrke. Når man kender hinandens styrker og præferencer, kan man lettere fordele opgaver og undgå misforståelser.

Mit råd er: Brug personprofiler som et supplement – ikke som en facitliste. Kombiner dem med faglig vurdering og samtaler og brug dem som afsæt for dialog. Så kan de være med til at skabe både bedre rekrutteringer og mere velfungerende teams.

Signe Ravn, Beierholm Rekruttering