Hjælp til selvhjælp i grøn omstilling
Nu er virksomhedens første klimaregnskab og ESG-rapport på trapperne.
Carsten Holm A/S i Ringe producerer pakninger og tætninger primært til industrien. Adm. direktør Ulrik Holm er anden generation i den familieejede virksomhed.
- Vi er leverandør til alle dele af den danske industri, der er vores primære marked, men vi har også internationale kunder i blandt andet Sverige og Kina, siger Ulrik Holm.
Han fortæller, at bæredygtighedsarbejdet i virksomheden for alvor tog sin begyndelse i foråret 2024. Carsten Holm A/S er i kraft af virksomhedens størrelse ikke omfattet af de lovmæssige krav til bæredygtighedsrapportering.
- Men vi har mange store virksomheder blandt vores kunder, og vi kan mærke deres datakrav, der triller ned gennem værdikæden. De stiller krav om, at vi kan levere data, og at vi er en samarbejdspartner i deres ESG-arbejde. De har brug for, at vi kan fremlægge en bæredygtighedsrapport, siger Ulrik Holm.
Kort om Carsten Holm A/S
- Grundlagt i 1980.
- Specialister i tætninger og pakninger.
- Beskæftiger 40 medarbejdere i Ringe.
- En afdeling i Sverige med tre ansatte og en afdeling i Kina med 10 ansatte.
- Leverer til alle dele af den danske industri, men også til internationale kunder.
- Produkterne produceres i Danmark.
’SMV:Grønne Kompetencer’
Bæredygtighedsprojektet i Carsten Holm A/S er finansieret med tilskud fra ’SMV:Grønne Kompetencer’, der er en del af Virksomhedsprogrammet, et landsdækkende EU-finansieret tilskudsprogram, der administreres af erhvervshusene.
Virksomhedsprogrammet kan blandt andet understøtte ledelse, medarbejdere og bestyrelse i mindre og mellemstore danske virksomheder til at opnå nye kompetencer i den grønne omstilling. Det kan omfatte alt fra udarbejdelse af en bæredygtighedsstrategi til at gennemføre CO2-besparende tiltag, og virksomhederne får støtte til at lære at gøre det selv.
- Når man søger EU-støtte gennem ’SMV:Grønne Kompetencer’ skal man indhente tilbud fra flere forskellige aktører på markedet. Vi tog blandt andet kontakt til Beierholm Bæredygtighed, og vi syntes godt om de løsninger, som de præsenterede. De var gode til at sætte sig ind i vores behov, og vi kunne mærke, at de havde arbejdet med virksomheder, der lignede vores. Samtidig var de meget tydelige i deres priser, og hvad vi fik for pengene. Derfor faldt valget på dem, siger Ulrik Holm.
Vi tog blandt andet kontakt til Beierholm Bæredygtighed, og vi syntes godt om de løsninger, som de præsenterede. De var gode til at sætte sig ind i vores behov, og samtidig var de meget tydelige i deres priser...
Beierholms ydelse
Beierholms ydelse har blandt andet omfattet workshops, et klimaregnskabskursus og en-til-en-sparring med medarbejdere i virksomheden, fortæller partner i Beierholm Bæredygtighed, Helle Bergstrøm.
- Vi har foretaget en værdikædeanalyse, en kortlægning af krav og forventninger fra interessenter, det vil sige kunder, medarbejdere, ledelse og bestyrelse, og virksomheden har fået sparring til at udarbejde sit eget klimaregnskab med Scope 1, 2 og 3 samt ESG-rapport.
- I workshops satte vi scenen. Hvad er ESG, og hvordan arbejder man med det? Hvad er et klimaregnskab, og hvordan udarbejder man det? Dernæst tog vi udgangspunkt i klimaregnskabet. Hvad man strategisk kan få ud af det, og hvordan man kan arbejde med det i fremtiden, siger Helle Bergstrøm.
Dataindsamling og rapportering
Det er kvalitetsansvarlig Louise Sachse, der også er ESG-koordinator i Carsten Holm A/S.
Hun deltog i Beierholms kursus i, hvordan man udarbejder et klimaregnskab med Scope 1, 2 og 3. Næste skridt var, at hun og en seniorkonsulent i Beierholm Bæredygtighed lagde en række online-sessions i kalenderen.
- Her gennemgik vi vores dataindsamling, der strakte sig fra det helt lavpraktiske med aflæsning af elmålere, til at vores indkøbsafdeling efterspurgte data og certificeringer fra virksomhedens leverandører. Vi talte om, hvilke data vi skulle medregne, og hvordan de skulle beregnes. Vi gennemgik også emissionsfaktorer, der anvendes, når vi skal beregne, hvor meget CO2 og andre drivhusgasser vi har udledt, siger Louise Sachse.
Ud over online-sessions med konsulenten fra Beierholm Bæredygtighed kunne hun også ringe til hende undervejs i forløbet for at få styr på dataindsamlingen.
- Alt det jeg lærte, har jeg puttet ind i et kæmpestort Excel-ark, siger Louise Sachse.
Hun fortæller, at når det første klimaregnskab er afsluttet, går arbejdet med et nyt årligt regnskab i gang. Men her bliver dataindsamlingen lettere.
- Vi skal reelt bare have en ny kolonne på Excel-arket, siger Louise Sachse.
Virksomheden har fået sparring til at udarbejde sit eget klimaregnskab samt ESG-rapport...
Udkast til ESG-rapport
Nu foreligger hendes udkast til virksomhedens første årlige ESG-rapport, og her har hun medtaget de overordnede resultater fra klimaregnskabet, og hun har formuleret forslag til klimamål. Udkastet skal nu diskuteres i ledergruppen i Carsten Holm A/S.
Hun kalder det et godt initiativ, at virksomheder kan søge EU-midler til at opgradere deres kompetencer i den grønne omstilling.
- Den opgradering hjalp Beierholm Bæredygtighed os rigtig fint med, og deres webinarer er et supergodt supplement. Nu er vi på rette vej, siger Louise Sachse.
Et godt udgangspunkt
Ulrik Holm, adm. direktør i Carsten Holm A/S, er enig. Han vurderer, at virksomheden er blevet klædt godt på i forståelsen af den grønne omstilling, og at der er blevet skabt en intern bevidsthed blandt ledelse og medarbejdere.
- Nu har vi et godt udgangspunkt for, at vi kan kommunikere vores initiativer mere klart og skabe øget transparens omkring vores bæredygtighedsarbejde i virksomheden. De store spillere på markedet vil jo gerne kunne kigge ind i vores data og se, om vi også fremadrettet er en attraktiv medspiller for dem, siger Ulrik Holm.
Han er tilfreds med det arbejde, som Beierholm Bæredygtighed har leveret.
- Vi får nu masser af data i vores første ESG-rapport. Den er vores baseline, og der finder vi nogle punkter, hvor vi kan gøre noget. Fremadrettet vil Beierholm sagtens kunne være en spiller for os på andre projekter, siger Ulrik Holm.
Alt det jeg lærte, har jeg puttet ind i et kæmpestort Excel-ark...
Udfordring
Carsten Holm A/S ønsker at udvikle virksomheden gennem en bæredygtighedsindsats. Samtidig efterspørger virksomhedens store kunder, at Carsten Holm A/S kan fremlægge en bæredygtighedsrapport og være en samarbejdspartner i kundernes ESG-arbejde.
Løsning
Med støtte fra et EU-finansieret tilskudsprogram og rådgivning fra Beierholm Bæredygtighed har Carsten Holm A/S opnået nye kompetencer i den grønne omstilling, så virksomheden selv kan udføre bæredygtighedsarbejde.
Resultat
Nu er Carsten Holm A/S første klimaregnskab og ESG-rapport på trapperne, og der er også formuleret forslag til klimamål. Med den øgede transparens vil virksomheden også fremadrettet være en attraktiv medspiller for dens kunder.
Vi kan også hjælpe dig
Vil du vide mere om, hvordan vi kan hjælpe dig og hvilke muligheder for rådgivning og sparring, vi tilbyder, står vi altid klar til en indledende snak om din situation og dine behov.
Kontakt os og book et møde. Det betaler sig – og det er helt uforpligtende.
Vi glæder os til at møde dig.