Uvildig finansiel rådgiver rykker endnu tættere på Beierholm
I 2016 opkøbte revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm den frække dreng i klassen inden for finansiel rådgivning, Uvildige.dk. I dag kan både Beierholm og Uvildige.dk se tilbage på fem hektiske år med markant vækst inden for finansielle rådgivningsydelser. Uvildige.dk er vokset fra ni til 15 medarbejdere og servicerer i dag et stort antal kunder – både selvstændigt og i regi af Beierholm:
- Uvildige.dk har været et godt bekendtskab for os i Beierholm. De har haft stor succes med at være uvildig økonomisk rådgiver for både private og virksomheder, og de har været med til at booste vores vækst inden for finansiel rådgivning de seneste år. Samtidig har de været med til at understøtte vores DNA - at vi som revisions- og rådgivningsvirksomhed er uafhængige i vores rådgivning. Vi er kundens dedikerede rådgiver og er jo ganske enkelt sat i verden for at tilgodese den enkelte virksomhed bedst muligt, forklarer adm. direktør Søren V. Pedersen og fortsætter:
- Nu mener vi - efter fem år som en del af Beierholm-familien - at det er naturligt, at vi får det samme familienavn. Derfor skifter Uvildige.dk navn, og vi lægger samtidig nogle eksisterende funktioner sammen – alt sammen under navnet Beierholm Finansiel Rådgivning. På den måde styrker vi et i forvejen stærkt finansielt rådgivningsben - foreløbig med afdelinger i Holstebro, Kolding, København, Næstved, Aalborg og Aarhus.
Beierholm er i dag Danmarks største inden for revision målt på antallet af afleverede årsregnskaber, og Beierholm har mere end nogen fat i den brede del af erhvervslivet, der er præget af de mindre- og mellemstore virksomheder. Her er finansiel rådgivning i stigende grad blevet en efterspurgt vare:
- Kompleksiteten inden for den finansielle verden er steget markant i løbet af de sidste 5-10 år. Samtidig er der sket en professionalisering af mange af de mindre og mellemstore virksomheder, og denne kombination gør, at finansiel rådgivning nu også efterspørges i stor stil blandt disse virksomheder. Derfor er det i min optik helt oplagt, at vi i regi af Beierholm udbygger dette område yderligere, siger Hans Peter Christensen, der stiftede Uvildige.dk ovenpå finanskrisen i 2009.
Han siger supplerende, at den finansielle rådgivning vil komme endnu mere på virksomhedernes dagsorden i de kommende år, hvor han forventer et vendepunkt i relation til blandt andet renteudvikling, inflation m.v. Derfor mener Hans Peter Christensen, at timingen for overgangen til Beierholm Finansiel Rådgivning er helt perfekt:
- Med det nye setup står vi godt rustet til at imødekomme kundernes behov for uvildig rådgivning i fremtiden. Det har været en fantastisk rejse sammen med Beierholm indtil videre, og jeg er sikker på, at vi sammen kommer til at øge antallet af medarbejdere og antallet af lokationer i Danmark i den kommende tid, slutter han.
Navneskiftet til Beierholm Finansiel Rådgivning sker med virkning fra 3. maj 2021.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Adm. direktør Søren V. Pedersen, Beierholm, tlf. 98 18 72 00, mobil 51 26 06 31 og e-mail: svp@beierholm.dk
Direktør, Hans Peter Christensen, Beierholm Finansiel Rådgivning, mobil 26 84 68 85 og e-mail: hpc@beierholm.dk