Den momsmæssige behandling af tilskud til uddannelsesinstitutioner

Brancheorientering, regulerede uddannelsesinstitutioner
Juni 2026

 

Uddannelsesinstitutioner i Danmark opererer momsmæssigt i et komplekst felt, idet de typisk både udøver momsfrie og momspligtige aktiviteter. Den momsmæssige behandling af tilskud – eksempelvis fra fonde – afhænger i høj grad af tilskuddets karakter og særligt af, om der er knyttet krav om modydelser fra modtageren til tilskudsgiveren.

Beierholm-har-du-styr-på-momsen.jpg

Overordnet momsmæssig kvalifikation af tilskud

Det er afgørende for momspligten, om et tilskud udgør et vederlag for en levering, eller om der er tale om et tilskud uden krav om levering af en modydelse. Kun betalinger, der kan anses som vederlag for en leverance, kan være momspligtige.

Hvis en uddannelsesinstitution modtager et tilskud, uden at tilskudsgiveren modtager en konkret, identificerbar modydelse, vil tilskuddet som udgangspunkt falde uden for momslovens anvendelsesområde. Derved, at der er tale om et ikke momspligtigt tilskud eller gave. 

Omvendt vil tilskud være momspligtige, hvis de kan anses som betaling for en momspligtig ydelse leveret til tilskudsgiveren fra den uddannelsesinstitution, der modtager tilskuddet.

Tilskud uden modydelse

Hvis tilskuddet gives uden krav om konkrete leverancer til tilskudsgiveren, foreligger der ikke en momspligtig transaktion. Det kan eksempelvis være:

  • Generel støtte til forskning eller undervisningsudvikling
  • Tilskud til opførelse af faciliteter eller udstyr
  • Frie projektmidler uden krav om modydelser.

At der stilles krav om rapportering, synliggørelse eller generel anvendelse af midlerne ændrer normalt ikke dette, så længe der ikke er tale om leverancer med selvstændig værdi for tilskudsgiveren.

Tilskud med modydelse

Hvis tilskuddet derimod er betinget af, at uddannelsesinstitutionen leverer en konkret ydelse til tilskudsgiveren, kan der foreligge momspligt. Det kan eksempelvis være:

  • Udarbejdelse af specifikke rapporter eller analyser til tilskudsgiver
  • Levering af undervisning eller kurser til tilskudsgivers (kan også være momsfri undervisning)
  • Udvikling af produkter, som tilskudsgiver får rettigheder til.

I sådanne tilfælde vil tilskuddet kunne kvalificeres som vederlag for en ydelse, og uddannelsesinstitutionen skal betales moms af tilskuddet, medmindre modydelsen er momsfritaget.

Praktiske udfordringer og vurderinger

I praksis kan grænsedragningen være vanskelig. Mange fondstilskud indeholder krav om afrapportering, videndeling eller branding, hvilket kan give anledning til tvivl om, hvorvidt der foreligger en modydelse. Det er dog afgørende at vurdere, om disse krav har en selvstændig økonomisk værdi for tilskudsgiveren.

Der bør foretages en konkret vurdering af:

  • Aftalens ordlyd og formål
  • Om ydelsen er individualiseret til tilskudsgiveren
  • Om betalingen står i direkte forhold til ydelsen
  • Om tilskudsgiver opnår en fordel, der kan sidestilles med en købt ydelse.

Oftest vil det fremgå af bevillingsbrevet fra tilskudsgiveren, som der er krav om modydelser. Det er derfor et godt sted at starte, hvis en uddannelsesinstitution er i tvivl om, hvorvidt et tilskud er momspligtigt. Dernæst kan uddannelsesinstitutionen have lovet at give konkrete modydelser til tilskudsgiveren i den ansøgning, som er indsendt og som måske er et bilag til bevillingsbrevet. Selve ansøgningen om tilskud kan derfor også være relevant, hvis bevillingsbrevet ikke er tilstrækkeligt tydeligt omkring modydelser i tvivlstilfælde.  

Konklusion

Den momsmæssige behandling af tilskud til uddannelsesinstitutioner afhænger primært af, om tilskuddet er forbundet med en modydelse. Uden modydelse falder tilskuddet uden for momsens anvendelsesområde, mens tilskud med direkte sammenhæng til en leveret ydelse kan være momspligtige.

For uddannelsesinstitutioner med både momspligtige og momsfrie aktiviteter er det afgørende at analysere tilskuddets karakter, da dette ikke blot påvirker momshåndteringen af selve tilskuddet, men også institutionens samlede fradragsret for moms. En korrekt kvalifikation er derfor central for at sikre compliance og undgå momsrisici.

Modtager I på jeres uddannelsesinstitution tilskud, og er I i tvivl om den momsmæssige behandling heraf, vil vi meget gerne hjælpe jer.