Crowdlending – finansiering udenom banken

Crowdlending er en af mange muligheder, når du skal hente finansiering til din virksomhed.  Det er et alternativ til bankernes traditionelle lånemuligheder og kan være mere tilgængeligt, men det har også usikkerhedspunkter.

 

Med crowdlending, også kaldet peer-to-peer lending eller direct lending, går man ganske enkelt udenom banken og optager lånet via en online service, der fungerer som bindeled til interesserede investorer, eller rettere långivere. 

Finansieringsformen skal sikre investoren bag et afkast

Interessen hos disse investorer er først og fremmest fokuseret mod at opnå en tilbagebetaling på lånet og et afkast i form af renten på lånet. Risikoen er naturligvis, at lånet ikke kan tilbagebetales, og dermed kan investor miste sin investering eller en del heraf.

Nogle former for crowdlending ligner meget et traditionelt lån i banken eller et pantebrevslån, hvor der er en aftalt rente og en tilbagebetalingsperiode. En væsentlig forskel ved crowdlendig er dog, at du ofte vil opleve, at lånet deles ud mellem flere investorer, som derved spreder sin risiko ud på flere låntagere, og således skaber en lidt mindre risikofyldt investering. Det er ikke noget, man som låntager bemærker, da der handles med udbyderen i form af online portaler, som eksempelvis Lendino eller Flex Funding.

Kan være let tilgængeligt, men det har en pris

Hos Beierholms finansielle eksperter Uvildige.dk ser adm. direktør, Hans Peter Christensen, situationer, hvor crowdlending, kan komme i spil, men ikke nødvendigvis som en førsteprioritet. 

- For låntager er en åbenlys fordel, at crowdlending først og fremmest er let tilgængeligt. Derudover er disse portaler ikke bundet af de samme kapitalregler som bankerne. Og dem, der formidler lånet, er ikke dem, der taber penge, hvis lånet ikke tilbagebetales. Formidleren skal selvfølgelig også tage hensyn til investor, men det kan altså være nemmere at opnå lån via crowdlending end i banken, forklarer Hans Peter Christensen og fortsætter.

- Men i sidste ende er det, der betyder noget, at man kan få lånet samt den rente og de øvrige betingelser, der hører med. I nogle tilfælde vil crowdledning være et billigere alternativ til bankerne og eksempelvis en kassekredit. Men langt fra altid. For at tiltrække investorer er der nødt til at være en vis rente. Formidleren skal også leve af det, så der vil også være oprettelsesomkostninger og en marginal til formidleren. Og så er det vigtigt at forholde sig til, hvad der sker, hvis lånet ikke tilbagebetales. Hvilken hæftelse man har, og at der hverken hos banken eller crowlending er nogen nem vej ud af gælden igen

Det kræver en indsats at træffe det rette valg

Hans Peter Christensen fremhæver, at det kræver en indsats fra låntagers side, hvis man vil sikre sig, at man træffer det rette valg. Det er afgørende, at man er bevidst om de ulemper, der følger med.

- Man skal være indstillet på, at det kan være en tidskrævende proces at undersøge markedet. Derudover bliver ens låneansøgning offentlig kendt, og det er måske ikke alle, der er interesseret i at ens kunder og konkurrenter kan se, at man skal låne penge og til hvad. Der er også en vis risiko forbundet med crowdlendig. Hvad sker der eksempelvis, hvis en af disse portaler må lukke ned. Vi kender ikke konsekvenserne. Dog vil jeg i den sammenhæng være mere bekymret som investor end som den, der henter finansiering, lyder vurderingen.

Flere usikkerhedspunkter

Crowdlending er fortsat en forholdsvis ny finansieringsform herhjemme, og som låntager skal man være skarp på, hvilke betingelser, man skriver under på, og i den sammenhæng meget opmærksom på det med småt. 

- Crowdlending kan være en udmærket mulighed i nogle situationer, men som ved alt anden gældsoptagelse skal man sikre sig, hvad det betyder at optage gælden både for ens virksomhed og for sig selv som ejer. Med hensyn til prisen er der så mange faktorer, der spiller ind, at det bedste er at spørge både i banken og hos crowdlending, så der et sammenligningsgrundlag, lyder det afrundende fra Hans Peter Christensen.

En afart af crowdlending er crowdfunding, som involverer långiver mere – det er typisk platforme som Kickstarter eller lignende. Her er det mere orienteret om virksomhedens produkt og investorens lyst til at købe eller støtte produktet, fordi de ser en gode ide. 

 

Læs også

 

 

in
Share
f
Share
Share