Podcast: Sådan tester coronakrisen virksomheder på deres beslutsomhed


Nedlukning, hjælpepakker, hjemsendelser. Mange virksomheder kan efterhånden godt begynde at se frem mod en tid efter coronapandemien. Men det kommer for de fleste faktisk til at handle om det samme efter krisen, som det har gjort under: Hvor stærkt står man digitalt.

For krisen har vist, at det er de digitale virksomheder, der klarer sig bedst. Og sådan har det også været formuleret før nedlukningen. Det er blot nu, det i virkeligheden viser sig.

Ifølge Thomas Terney, digitaliseringsekspert og tidligere direktør for digital strategi og innovation i Novozymes, samt forfatter til bogen Kampen om Fremtiden, så har digitaliseringen længe været noget, vi har talt om, men rykket for lidt på. Og det er der i den grad lavet om på nu.

"Strategier og teams blev formet, men så skete der egentlig ikke så meget mere. Det virkede mere som en form for digitale alibier, som mere havde til formål at insiuere til omverdenen, at man havde gang i noget i stedet for virkelig at rykke i forretningen," siger Thomas Terney.


Stadig lang vej igen for mange

Christian Rasmussen, der er salgs- og rådgivningschef i Beierholm, er enig i, at der er blevet sat gang i udviklingen. Men det betyder ikke, at der ikke stadig er lang vej for de fleste små og mellemstore virksomheder. 

"Jeg tror, der er startet en bevægelse nu. Der kommer til at ske noget. Men jeg tror stadig, der er lang vej igen. Jeg tror, der er mange, der kæmper med basale digitale udfordringer. Som at digitalisere bogholderi og administration. Der er stadig mange manuelle arbejdsgange her," siger han.

Udfordringen er stadig mange steder at komme i gang. Og hvad det beror i, er en blanding af manglende beslutsomhed og usikkerhed.

"Rådet til de små virksomheder er, at digitalisering ikke er et mål i sig selv, det er en færdighed - ligesom at lære at cykle. Find små projekter. Økonomistyring, CRM, et eller andet som gør, at du kan komme i gang med det," påpeger Thomas Terney.


Innovative danske virksomheder: Sådan gjorde de under krisen

For to danske virksomheder, livsstilskometen SACKit og det velkendte madimperium Meyers, har krisen betydet, at de har vist sig selv fra nye sider.

Fra SACKit kan man ifølge Christian Rasmussen lære rigtig meget om, hvorfor omstillingsparathed er vigtig.

"De har skåret ret hurtigt og væsentligt i deres omkostninger - de er gået 4 mand ned og er kollektivt gået ned i løn, og så har de valgt at stoppe udviklingen af nogle nye produkter. Samtidig har de fokuseret på web og lavet alliancer med lokale. Det vigtigste her er, at de har turdet tage action meget hurtigt og også konsekvent i stedet for at vente og se tiden an," siger han.

Thomas Terney fremhæver Meyers, der har vist, at de sagtens kunne være innovative på den digitale front - men krisen har givet dem det nødvendige "spark".

"Det interessante ved Meyers er, at man her har talt om det digitale i 9 år, men uden at der rigtig skete noget. Da krisen så kommer, så tog det under to døgn for dem at få det op at køre med at sælge måltidskasser fra nettet. Teknologien har aldrig været en hæmsko, men det har derimod den ledelsesmæssige beslutning om at komme i gang," forklarer han.


Husk de gode råd til digitalisering

Christian Rasmussen og Thomas Terney har deres egne konkrete råd til, hvordan man kan kickstarte sin digitalisering nu og her.

"Skal man digitalisere, skal man vide, hvad det er, man gør. Det er vigtigt, at man finder ud af, hvad man er god til, og hvad ens metier er, og hvor man differentierer sig i forhold til sine konkurrenter. At man har styr på sin forretningsmodel," siger Christian Rasmussen.

Thomas Terney holder fast i, at det er en færdighed, man skal tilegne sig.

"Digitalisering er som at lære at cykle. Køb ikke en carbonracer og en professionel rytter. Start ikke med det kæmpestore projekt som det første, men find i stedet de digitale potentialer," siger han.

Denne artikel er produceret 02.06.20 af Børsen Creative i samarbejde med Gazellepartner Beierholm. Skrevet af Fredrik Malte Petersen.