Ny PVC-afgift fra 1. januar 2021

Afgiften

Afgiften skal betales af virksomheder, der producerer eller fra udlandet køber nogle af nedenstående produkter, hvor der er anvendt PVC eller ftalater:

  • Bløde rør og slanger samt fittings, undtagen når det er bløde rør til civile fly eller slanger til medicinsk brug, og rør eller slanger er CE-mærket
  • Gulvbelægning, vægbeklædning og loftsbeklædning
  • Selvklæbende folie og tape (bortset fra halvfabrikata)
  • Tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer (bortset fra halvfabrikata)
  • Tidsskriftskassetter, ringbind, brevordnere, charteks og plastiklommer
  • Handsker, forklæder, beskyttelsesdragter og regntøj
  • Presenninger, der ikke er formstøbte
  • Isolerede el-ledninger, kabler og andre isolerede elektriske ledere
  • Tagrender, nedløbsrør og stålplader og -profiler.

Også virksomheder, der producerer eller fra udlandet køber varer, hvor en eller flere af ovenstående dele indgår, skal registreres og betale afgift, hvis de afgiftspligtige varer udgør mindst 10% af den samlede vares vægt.

Afgiftssatsen afhænger af, hvilket produkt der er tale om, samt om produktet indeholder ftalater eller anden blødgører.

Beierholm pvc-afgift

Bagatelgrænse

Hverken virksomheder, der fremstiller eller virksomheder, der køber fra udlandet, skal dog registreres, hvis den årlige afgift ikke er højere end DKK 10.000. Denne bagatelgrænse gælder uanset, om det er et af ovenstående produkter, virksomheden producerer eller køber fra udlandet, eller om det afgiftspligtige produkt bare er en del af produktet.

Lageroptælling

Afgiften indføres pr. 1. januar 2021, og virksomheder der skal registreres for PVC-afgift, skal optælle deres lagerbeholdning pr. 1. januar 2021.

Hvis du har spørgsmål til nyheden, er du velkommen til at kontakte din daglige revisor eller Beierholms skatteafdeling.