Afskaffelse af IVS’er

- og nedsættelse af minimumskapitalkravet for ApS’er. Der er fremsat lovforslag om afskaffelse af iværksætterselskaber (IVS) og nedsættelse af minimumskapitalkravet for anpartsselskaber (ApS) fra de nuværende 50.000 kr. til 40.000 kr.

Lovforslaget forventes at blive behandlet relativt hurtigt i Folketinget, og lovændringerne forventes at træde i kraft meget hurtigt herefter. Det præcise ikrafttrædelsestidspunkt kendes endnu ikke.

Eksisterende IVS’er får lov til at fortsætte, men kun i en overgangsperiode på 2 år efter, at lovændringerne er trådt i kraft. Eksisterende IVS’er skal inden for denne overgangsperiode omregistreres til almindelige ApS’er – ellers vil de blive tvangsopløst.

Nedenfor kan du læse mere om de foreslåede ændringer.

Afskaffelse af IVS’er

Lovforslaget indebærer som nævnt en afskaffelse af IVS’er.

Konkret foreslås det, at det ikke længere skal være muligt at stifte nye IVS’er. Dette gælder, uanset om IVS’et stiftes i forbindelse med en ”almindelig” stiftelse eller i forbindelse med en fusion eller spaltning.

Eksisterende IVS’er får lov til at fortsætte, men kun i en overgangsperiode på 2 år efter, at lovændringerne er trådt i kraft. Eksisterende IVS’er skal inden for denne overgangsperiode lade sig omregistrere til ApS’er efter de almindelige regler for omregistrering. Dette kræver bl.a., at kapitalen udgør mindst DKK 50.000 og fremadrettet DKK 40.000, og at der udarbejdes en erklæring af en godkendt revisor.

Eksisterende IVS’er, der – når overgangsperioden er udløbet – ikke opfylder betingelserne for omregistrering, kan af Erhvervsstyrelsen sendes til tvangsopløsning ved skifteretten, og det må i praksis forventes, at sådanne IVS’er relativt hurtigt vil blive sendt til tvangsopløsning.

Et eksisterende IVS, der inden for overgangsperioden bliver sendt til tvangsopløsning, f.eks. på grund af manglende indberetning af årsrapport eller manglende registrering af reelle ejere, skal i forbindelse med en eventuel genoptagelse lade sig omregistrere til et ApS efter de almindelige regler for omregistrering. Ellers kan IVS’et ikke genoptages.

Sidst i nyhedsbrevet besvares nogle praktiske spørgsmål vedrørende IVS’er.

Nedsættelse af minimumskapitalkravet for ApS’er

Ud over afskaffelse af IVS’er indebærer lovforslaget som nævnt også en nedsættelse af minimumskapitalkravet for ApS’er fra de nuværende DKK 50.000 til DKK 40.000.

Denne nedsættelse af minimumskapitalkravet for ApS’er svarer forholdsmæssigt til den nedsættelse af minimumskapitalkravet for aktieselskaber (A/S) og partnerselskaber (P/S) fra DKK 500.000 til DKK 400.000, der blev gennemført med virkning pr. 1. juli 2018.

Nedsættelsen af minimumskapitalkravet for ApS’er giver naturligvis mulighed for, at nye ApS’er kan stiftes

med en selskabskapital på DKK 40.000 i stedet for DKK 50.000.

Det giver imidlertid også mulighed for, at eksisterende ApS’er med en selskabskapital på f.eks. DKK 50.000 kan nedsætte selskabskapitalen til DKK 40.000, hvis dette ønskes. En eventuel kapitalnedsættelse skal følge de almindelige regler om kapitalnedsættelse.

Svar på nogle praktiske spørgsmål vedrørende IVS’er

Nedenfor besvares følgende praktiske spørgsmål vedrørende IVS’er, hvor det forudsættes, at lovforslagetvedtages, sådan som det er fremlagt:

  • Hvad hvis jeg har et IVS, som jeg gerne vil beholde?
  • Hvad hvis jeg har et IVS, som jeg ikke længere har brug for?
  • Hvad hvis jeg er iværksætter, men (endnu) ikke har et IVS?

Hvad hvis jeg har et IVS, som jeg gerne vil beholde?

Hvis du i dag har et IVS, som du gerne vil beholde, er der som udgangspunkt ikke noget til hinder for dette. Dog skal IVS’et omregistreres til et ApS senest 2 år efter, at lovændringerne er trådt i kraft.

Omregistrering af IVS’et til et ApS kræver bl.a., at kapitalen udgør mindst DKK 40.000, og at der udarbejdes en erklæring af en godkendt revisor. Hvis kapitalen ikke udgør mindst DKK 40.000, skal den bringes op på mindst dette beløb. Ellers kan IVS’et ikke omregistreres til et ApS. Dette kan f.eks. ske ved, at du som ejer tilføjer de nødvendige midler til selskabet. Hvis kapitalen på mindst DKK 40.000 kan tilvejebringes ved, at selskabet senest 2 år efter, at lovændringerne er trådt i kraft, giver tilstrækkeligt overskud til, at kapitalen udgør mindst DKK 40.000, er dette naturligvis også en mulighed.

Hvis kapitalen ikke udgør mindst DKK 40.000 senest 2 år efter, at lovændringerne er trådt i kraft, kan IVS’et ikke omregistreres til et ApS, og selskabet vil blive tvangsopløst.

Din revisor kan hjælpe dig med at omregistrere dit IVS til et ApS.

Hvad hvis jeg har et IVS, som jeg ikke længere har brug for?

Hvis du i dag har et IVS, som du ikke længere har brug for, f.eks. fordi IVS’et ikke giver overskud, og der heller ikke er realistisk udsigt til, at IVS’et fremadrettet vil komme til at give overskud, kan IVS’et opløses. Dette kan ske på flere forskellige måder.

Hvis IVS’et er solvent, hvilket vil sige, at egenkapitalen er positiv, kan du selv træffe beslutning om opløsning af IVS’et. Dette kan ske på 2 måder:

  • Enten ved en såkaldt likvidation, som er den ”tungeste” måde at opløse et IVS på. Til gengæld hæfter du – efter at IVS’et er opløst – ikke for eventuelle krav mod IVS’et, der senere måtte dukke op.
  • Eller ved en såkaldt opløsning ved betalingserklæring, som er den ”letteste” måde at opløse et IVS på. Til gengæld hæfter du – efter at IVS’et er opløst – for eventuelle krav mod IVS’et, der senere måtte dukke op.

Risikoen for, at der – efter at IVS’et er opløst – dukker yderligere krav op, er en konkret vurdering, der bl.a. afhænger af, hvilken eller hvilke aktiviteter der har været udøvet i IVS’et.

Det er under alle omstændigheder en betingelse for, at et IVS kan opløses ved likvidation eller betalingserklæring, at alle kreditorer, som du har kendskab til, er betalt.

Hvis IVS’et ikke er solvent, hvilket vil sige, at egenkapitalen er negativ, kan du ikke selv træffe beslutning om opløsning af IVS’et. I nogle situationer kan et IVS, der ikke er solvent, dog gøres solvent. Hvis du som ejer f.eks. har ydet lån til eller afholdt omkostninger for dit IVS, og du derfor har et tilgodehavende på dit IVS, kan dette f.eks. ske ved, at du eftergiver dette tilgodehavende.

Hvis et IVS – solvent eller ej – f.eks. ikke indsender årsrapport eller hos Erhvervsstyrelsen har registreret den ledelse, der er påkrævet, bliver selskabet tvangsopløst af skifteretten på foranledning af Erhvervsstyrelsen.

Din revisor kan hjælpe dig med at opløse dit IVS, hvis du måtte ønske dette. Din revisor kan i den forbindelse hjælpe dig med at vurdere, hvilken opløsningsmåde der er den mest hensigtsmæssige for dig.

Hvad hvis jeg er iværksætter, men (endnu) ikke har et IVS?

Når lovændringerne er trådt i kraft, er det ikke længere muligt at stifte nye IVS’er.

Du kan i princippet godt nå at få et IVS, hvis IVS’et stiftes, inden lovændringerne træder i kraft. Da eksisterende IVS’er skal omregistreres til ApS’er senest 2 år efter, at lovændringerne er trådt i kraft, anbefaler vi imidlertid generelt, at der ikke længere stiftes IVS’er.

Som iværksætter kan du imidlertid drive din virksomhed i en anden virksomhedsform end et IVS, hvilket mange iværksættere også gør i dag. Det kunne være som en personligt ejet virksomhed eller som et ApS, der – når lovændringerne er trådt i kraft – vil kunne stiftes med en selskabskapital på DKK 40.000 i modsætning til DKK 50.000 i dag.

Din revisor kan hjælpe dig med at vurdere, hvilken virksomhedsform der er den rigtige for dig.

Hvis du i øvrigt har spørgsmål vedrørende de foreslåede ændringer eller dit IVS, står vi naturligvis til rådighed.

HENT DETTE NYHEDSBREV SOM PDF-FIL HER

Find en revisor nær dig

Find revisor

in
Share
f
Share
Share