Udvidelse af aktielønsordning - ligningslovens § 7 P

Mulighed for skattefri tildeling på op til 50% af lønnen

– Opdateret januar 2021

Regeringen har vedtaget endnu et lovforslag til udvidelse af muligheden for at tildele medarbejdere aktier, køberetter og tegningsretter efter ligningslovens § 7 P.

Der er nu indført mulighed for at nystartede virksomheder kan tilbyde op til 50% af medarbejdernes årsløn i aktier, køberetter eller tegningsretter.

Udvidelsen af ligningslovens § 7 P med op til 50% af årslønnen får virkning for aftaler indgået 1. januar 2021.

Generelle betingelser for anvendelse af ligningslovens § 7 P

For at kunne foretage en tildeling af aktier, køberetter eller tegningsretter efter reglerne i ligningslovens § 7 P med op til 10% af medarbejderens årsløn uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderen på tildelingstidspunktet skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Det skal fremgå af aftalen, at reglerne i ligningslovens § 7 P skal finde anvendelse, og så skal det tydeligt være defineret, hvad vederlaget består i – aktie-, købe- eller tegningsret, stykværdi, stykstørrelse og tidsrum for udnyttelse af aftalen
  • Værdien af vederlaget må ikke overstige 10% af den ansattes årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen indgås
  • Vederlaget ydes af det selskab, hvor personen er ansat eller af et selskab, der er koncernforbundet med dette selskab
  • Vederlaget er aktier i det selskab, hvor personen er ansat eller i et selskab, der er koncernforbundet med dette selskab eller giver ret til at erhverve eller tegne aktier i de nævnte selskaber
  • Aktier, der modtages af ansatte, og aktier, den ansatte kan erhverve eller tegne i henhold til modtagne købe- eller tegningsretter, udgør ikke en særlig aktieklasse
  • Modtagne købe- og tegningsretter må ikke kunne overdrages. Det anses ikke for en overdragelse, hvis retten udløber uudnyttet eller overdrages ved arv
  • Modtagne køberetter indeholder en ret for enten den ansatte eller det selskab, der har ydet køberetten til at erhverve eller levere aktier (ingen differenceafregning).

Muligheden for tildeling af op til 10% af årslønnen i aktier, køberetter eller tegningsretter fortsætter sideløbende med den vedtagne udvidelse af ligningslovens § 7 P.

Tidligere udvidelse af ligningslovens § 7 P – tildeling med op til 20% af lønnen

Sidste år blev der indført mulighed for at tilbyde op til 20% af medarbejderens årsløn i aktier, køberetter eller tegningsretter efter ligningslovens § 7 P. 

Følgende krav skal være opfyldt udover kravene til tildeling af 10% af årslønnen, før der kan tildeles op til 20% af årslønnen:

  • Skal tilbydes på lige vilkår
  • For mindst 80% af en kreds af selskabets ansatte
  • Afgrænsning af kredsen af ansatte skal ske ud fra almene kriterier.

Ovenstående betingelser skal være opfyldt på tidspunktet, hvor aktielønsordningen tilbydes.

Aftale på lige vilkår

Dette krav medfører, at tildelingen af aktieløn skal være identisk for medarbejderne. Det betyder:

  • Samme procentdel af løn
  • Samme type ”aktieløn”
  • Samme tidspunkt for udnyttelse
  • Samme eventuelle udnyttelseskurs
  • Samme eventuelle performancekrav.

Der kan således ikke tilbydes 20% af lønnen til en gruppe af medarbejderne, mens en anden del får tilbudt 15% af lønnen.

Der kan heller ikke tilbydes aktier til en gruppe, mens en anden gruppe modtager køberetter.

Foretages der flere tildelinger i løbet af året, skal ”lige vilkår” forstås på den måde, at alle medarbejdere, der er en del af de udvalgte 80%, skal have tilbudt det samme.

80% af en kreds af selskabets ansatte

Denne betingelse skal forstås meget konkret. 

Er der således 100 ansatte i virksomheden, skal minimum 80 ansatte have tilbuddet vedrørende tildelingen af aktielønnen.

Virksomheden bestemmer dog selv, hvilke 80 medarbejdere der skal have tilbuddet.

Hvis virksomheden efter almene kriterier begrænser kredsen af medarbejdere, er det 80% af den begrænsede kreds, der skal have tilbuddet.

Det vil ikke være muligt at undtage en gruppe medarbejdere med den begrundelse, at de er omfattet af 10%-reglen i ligningsloven § 7 P.

Almene kriterier, hvorefter kredsen kan begrænses

Som nævnt i afsnittet oven for er det muligt for virksomheden at begrænse den medarbejderkreds, hvor minimum 80% skal have tilbuddet om aktieaflønning.

Det er dog et krav, at der er tale om ”almene kriterier”. 

Dette kan eksempelvis være:

  • Anciennitet – krav om minimum 3 års anciennitet er godkendt i den praksis, som er videreført
  • Arbejdstidskriterium – krav om en ugentlig arbejdstid på minimum 8 timer er accepteret
  • Ledende medarbejdere, hvis de er en del af et andet incitamentsprogram (anden ordning end omfattet af ligningslovens § 7 P)
  • Medarbejdere i uddannelsesstillinger – dette kan eksempelvis være praktikanter og lærlinge, som i visse tilfælde kan holdes uden for ordningen.

Det vil eksempelvis ikke være tilladt at opstille et krav om, at medarbejderne skal være fyldt 18 år.

Det vil heller ikke kunne godkendes, hvis der eksempelvis krævedes 20 års anciennitet.

Er der eksempelvis 200 medarbejdere i virksomheden, og der efter sortering ud fra almene kriterier er 170 medarbejdere tilbage, står det frit for virksomheden blandt de 170 medarbejdere at udpege minimum 136 medarbejdere, som kan tage del i aktieordningen.

Netop vedtagne udvidelse af ligningslovens § 7 P – tildeling med op til 50% af lønnen

Med den vedtagne lov er der nu indført mulighed for at tilbyde op til 50% af medarbejdernes årsløn i aktier, køberetter eller tegningsretter efter ligningslovens § 7 P.

Ordningen er indført med sigte på nystartede virksomheder, hvor likviditeten ofte ikke er så stor, og muligheden for at tiltrække de bedste folk blot med en høj løn ikke eksisterer.

Følgende krav skal være opfyldt udover kravene til tildeling af 10% af årslønnen, før der kan tildeles op til 50% af årslønnen som aktier, køberetter eller tegningsretter:

  • Selskabet har ikke haft mere end 50 ansatte i et af de seneste to regnskabsår – antallet opgøres på koncernniveau
  • Selskabet har ikke haft en nettoomsætning, der oversteg 15 mio. DKK, eller haft en balancesum der oversteg 15 mio. DKK i et af de seneste to regnskabsår – nettoomsætning og balance opgøres på koncernniveau
  • Selskabet har været aktivt på et marked i mindre end 5 år før kalenderåret, hvor aftalen indgås
  • Selskabet må ikke i overvejende grad bestå af passiv kapitalanbringelse
  • Selskabet må ikke være kriseramt i henhold til Europa-Kommissionens bestemmelser om dette
  • Selskabet må ikke have modtaget ulovlig statsstøtte, som ikke er tilbagebetalt
  • Ordningen kan ikke anvendes af ansatte, som på aftaletidspunktet ejer mere end 25% af aktiekapitalen eller råder over mere end 50% af stemmerne – inklusiv nærtståendes beholdning
  • Selskabet må ikke være børsnoteret eller på anden måde optaget til handel på et reguleret marked
  • Selskabet skal indberette det samlede støttebeløb til Skattestyrelsen, hvis støttebeløbet overstiger EUR 500.000 pr. kalenderår.

Ovenstående betingelser skal være opfyldt på tidspunktet, hvor aktielønaftalen indgås.

Har selskabet kun aflagt et regnskab, vil betingelserne omkring ansatte og nettoomsætning/balance automatisk være opfyldt.

Den af ovenstående bullets, som umiddelbart giver anledning til flest spørgsmål, er kravet om, at selskabet ikke må have været aktivt i 5 år eller mere.

Det er vores anbefaling, at man tager en drøftelse med sin rådgiver om dette, da der forsat er uafklarede spørgsmål hertil.

Afslutning

Skatteafdelingen står til rådighed for en drøftelse af ovenstående, eller hvis det giver anledning til spørgsmål.

Nyhedsbrevet kan hentes i en printvenlig PDF-fil her

Find en revisor nær dig

Find revisor

in
Share
f
Share
Share