Pas på momsen ved bortgivelse af madvarer

Virksomheder skal betale udtagningsmoms ved gratis udlevering af madvarer m.v.

Det kan medføre momsbetaling for din virksomhed, hvis virksomheden vælger at forære f.eks. mad- og drikkevarer væk i forbindelse med Corona-nedlukningen af Danmark.

Som led i nedlukningen af samfundet som følge af udviklingen i Coronasmitten i Danmark har regeringen besluttet, at restauranter, cafeer, barer m.v. skal lukke for alt andet salg end take-away. 

Dette vil medføre, at nogle spisesteder m.v. brænder inde med bl.a. mad- og drikkevarer, som de ikke kan få solgt. 

Det kan i den forbindelse være fristende for spisestederne at forære disse overskudsvarer væk, som alternativt fordærves og derfor ville blive smidt væk.

Selvom vi lever i en tid, hvor der er stor fokus på at undgå madspild m.v., vil det dog have store konsekvenser momsmæssigt, hvis et spisested m.v. forærer mad- og drikkevarer væk uden at opkræve betaling. 

Hvis spisestedet har fradraget momsen ved indkøbet af de pågældende mad- og drikkevarer, skal der nemlig i så fald betales udtagningsmoms af de varer, som spisestedet giver væk gratis. 

Udtagningsmoms

Udtagningsmomsen, der skal angives som salgsmoms på momsangivelsen, beregnes som udgangspunkt som indkøbs- eller fremstillingsprisen af de pågældende varer.

Der skal derimod ikke betales udtagningsmoms, hvis mad- og drikkevarerne på grund af fordærvelse smides ud eller destrueres. 

Der skal heller ikke betales udtagningsmoms, hvis varerne sælges til tredjemand. Det gælder uanset, om varerne sælges til en pris, der er lavere end indkøbs- eller fremstillingsprisen. 

Skattestyrelsen godkender efter praksis, at letfordærvelige mad- og drikkevarer kan sælges til en symbolsk lav værdi, uden at dette medfører udtagningsmoms.

Særligt i forhold til indsamlings- og hjælpeorganisationer har Skattestyrelsen anerkendt, at dagligvarebutikker, spisesteder m.v. kan sælge overskudsvarer til en symbolsk lav pris pr. kg eller ton, og anvende denne salgspris som grundlag for beregning af salgsmoms. 

Det kan derfor være en mulighed for spisesteder m.v. at alliere sig med en hjælpeorganisation og overdrage varerne til denne organisation mod et symbolsk beløb, hvorefter hjælpeorganisationen uddeler varerne. 

Reglerne om udtagningsmoms ved bortgivelse af varer gælder ikke kun mad- og drikkevarer. De gælder også for alle andre virksomheder, herunder f.eks. tøjbutikker, brugskunstforretninger m.v., som måtte vælge at bortgive varer, f.eks. sæsonvarer, uden vederlag.

Afslutning

Kontakt din revisor eller Beierholms skatteafdeling, hvis du har spørgsmål til nyhedsbrevet.

Nyhedsbrevet kan hentes i en printvenlig PDF-fil her

Find en revisor nær dig

Find revisor

in
Share
f
Share
Share