Digitale svindlere udnytter kriser

I forbindelse med kriser sker det ofte, at digitale svindlere udnytter situationen. Dette gælder derfor især nu, hvor vi alle er optaget af coronakrisen.

Selvom tiden for øjeblikket kan være meget stressende og byder på en del forandringer og udfordringer, så skal du for øjeblikket være særligt opmærksom på mails, sms’er eller hjemmesider, hvor du bliver bedt om at udlevere passwords, NemID nøgler, scanne og sende dit pas mv. Klik heller ikke på links, før du er helt sikker på, at de er ok.

Vær kritisk og husk, at kun svindlere vil bede dig om at udlevere passwords eller nøglekoder. Banker og offentlige myndigheder vil ikke bede om udlevering af dette.

Få gode råd til at opdage svindel

Hackerne sender i dag ikke kun mails. Du kan nemt komme ud for at modtage sms’er, hvor du bliver bedt om at udlevere NemId nøgler eller andre personlige informationer. Telefonopkald, hvor svindlerne ringer op og under forskellige påskud forsøger at få dig til at udlevere dine personlige oplysninger, bliver også mere og mere almindelige.

Husk altid, at uopfordrede e-mails, sms’er og opkald fra personer eller virksomheder, der spørger efter personlige oplysninger – det skal vække mistanke.

Digitaliseringsstyrelsen giver på sikkerdigital.dk 4 gode råd ved uopfordrede mails sms’er eller opkald. Du får dem her:

1. Hold dit NemID og adgangskoder for dig selv

Hverken Digitaliseringsstyrelsen, Nets DanID eller nogen andre reelle banker, virksomheder eller myndigheder vil bede dig om, at du oplyser personlige kodeord eller NemID nøgler. Lad være at svare på en sådan henvendelse.

2. Vær varsom med at klikke på links i mails og sms’er

Hvis du holder musen henover et link i en mail, kan du se, hvor linket reelt vil lede dig hen, inden du klikker. Er du i tvivl, om afsenderen er en svindler, kan du med en hurtig søgning på nettet tjekke mail-adressen eller telefonnummeret og se, om oplysningerne stemmer. Eller du kan kontakte virksomheden eller myndigheden via den officielle hjemmeside eller deres telefonnummer og få bekræftet, at de står bag henvendelsen. Vær især opmærksom på falske mails fra Sundhedsstyrelsen eller andre myndigheder, som i disse tider forventes at kommunikere til borgerne.

3. Træk vejret, før du svarer eller klikker og slå din indre auto-pilot fra

Svindlerne forsøger at få dig til at gøre noget i en fart. Vent med at svare eller klikke, til du har god tid og kan tænke dig om.

4. Led efter de små tegn, der afslører svindler-links

Der er flere tegn, der afslører digitale svindlere. Fx kan NemLogin blive til ’log-nem-in’. Og navnet NetsDK bliver fx til Nets DanID. 

Hent appen ”Mit digitale selvforsvar”

Forbrugerrådet Tænk har udgivet en app, hvor brugere kan tippe hinanden om aktuelle svindelnumre. Appen hedder ”Mit digitale selvforsvar”. Den er gratis, og du kan downloade den fra deres hjemmeside her.

Gode råd om hjemmearbejde

Gode råd til organisationen

  • Sørg for, at der kan kommunikeres med alle medarbejdere, og at de er bekendt med de besluttede kommunikationskanaler
  • Sørg for, at medarbejderne kender processerne for fjernadgang og tester, at de virker (f.eks. VPN, flerfaktor autentifikation osv.)
  • Sørg for, at infrastrukturen, der understøtter fjernadgangen, har kapacitet og licenser nok til at dække det øgede antal brugere, der skal have samtidig adgang
  • Sørg for, at automatisk opdatering af medarbejdernes arbejdscomputere også virker, når de arbejder hjemmefra. Hvis dette ikke er en mulighed, skal medarbejderne mindes om at opdatere dem jævnligt.

Gode råd til medarbejderen

  • Hvis din arbejdscomputer ikke holdes opdateret automatisk, skal du huske at holde den opdateret selv
  • Vær opmærksom på evt. falske mails eller sms, som du modtager under dække af nyheder om corona
  • Husk også at beskytte den fysiske adgang til din arbejdscomputer, når du arbejder hjemmefra.

Læs også

Find en revisor nær dig

Find revisor

in
Share
f
Share
Share