Sambeskatning

Med virkning fra indkomståret 2006 blev reglerne for beskatning af danske selskaber ændret væsentligt. Der er indført et såkaldt territorialprincip for beskatning, dvs. at alene indkomst optjent i Danmark undergives dansk beskatning. Eksempelvis skal resultatet af en vindmølle i Tyskland ikke medregnes til den danske skattepligtige indkomst.

Samtidig ændredes også reglerne for beskatning af koncerner, dvs. selskabskonstruktioner med et overliggende holdingselskab, der kunne kontrollere de underliggende selskaber. Sambeskatningsreglerne blev ændret, således at der er obligatorisk (tvungen) sambeskatning mellem danske selskaber i en koncern. Det øverste moderselskab er administrationsselskabet i sambeskatningen.

Der er mulighed for at tilvælge sambeskatning med udenlandske enheder, dvs. selskaber og filialer. Valget af den såkaldte internationale sambeskatning er principielt bindende for 10 år af gangen, og det er en betingelse, at samtlige udenlandske enheder skal medtages. Aktuelt har kun ca. 400 koncerner valgt international sambeskatning.

Disse regler har afstedkommet en lang række praktiske og skatteretlig spørgsmål, eksempelvis:

  • Gælder sambeskatningsreglerne for mine selskaber?
  • Hvornår er det en fordel at etablere international sambeskatning?
  • Hvordan påvirkes sambeskatning af ændringer i ejerstruktur?
  • Skal der laves en fælles opgørelse af skattepligtig indkomst?
  • Hvordan udnyttes skattemæssige underskud?
  • Hvordan udnyttes underskud fra perioden før sambeskatning efter de nye regler?
  • Hvordan fordeles skatterne til de enkelte selskaber?
  • Skal moderselskabet modtage betaling for de ydelser, det laver for øvrige selskaber?
  • Hvordan lempes for kildeskatter i udlandet?

De nye sambeskatningsregler medfører som anført en række praktiske udfordringer, som skal håndteres af administrationsselskabet. Administrationsselskabet er ansvarligt for: udarbejdelse og indsendelse af selvangivelse for koncernen, at afregne skatten af sambeskatningsindkomsten, at fordele skatter mellem selskaberne mv.

Skattemyndighedernes regler for sambeskattede selskaber fremgår af Mindstekravsbekendtgørelse for store selskaber.

Kontakt din revisor eller skatteafdelingen for at vurdere hvori dine fordele består, og hvad det vil betyde i praksis.