Der har længe været drøftelser mellem SKAT og interesseorganisationer m.fl. om principper for fastsættelse af indgangsværdier for de vandværker, der overgik til skattepligt pr. 1. januar 2010. Først nu har SKAT udsendt en mini-vejledning.
Ved overgangen til skattepligt skal aktiverne værdiansættes. Vandværkerne kan frit anvende de metoder til at opgøre aktivernes handelsværdi, som de mener er mest hensigtsmæssige - herunder de metoder, som er omtalt i vejledningen af 21. august 2009 (SKATs vejledning om værdiansættelse). Den fundne værdi skal udgøre en handelsværdi.
SKAT forventer, at der beregnes en indkomstbaseret værdi af virksomheden, eksempelvis DCF-model. Den indkomstbaserede værdi kan estimeres med den nedenfor beskrevne forenklede metode:
Fremgangsmåden er først at budgettere selskabets omsætning. Derefter budgetteres de årlige omkostninger og forskydninger i driftskapitalen (for eksempel forskydningen imellem primo debitorer og ultimo debitorer). Der beregnes og fratrækkes skat af pengestrømme fra driften. I forlængelse heraf skal der ved værdiansættelsen opgøres en værdi af de skattemæssige afskrivninger, en såkaldt "TAB" (Tax Amortized Benefit), for de aktiver, hvor handelsværdien findes ved en værdiansættelsesberegning, Det er vigtigt at holde fast i, at det er den konkrete pengestrøm fra driften, der medtages. Om de enkelte beregningselementer anfører SKAT:
- Omsætning
En hensigtsmæssig konkret fremgangsmåde kunne være at tage udgangspunkt i historisk leverede vandmængder, sammenholdt med de priser som fremgår af godkendte takstblade, eller som kan forventes godkendt, jf. prisloftsbekendtgørelsens bestemmelser herom samt kommunalbestyrelsens politik på området. Effekten af kendte og sikre fremtidige forhold (eksempelvis udvidelse af antal stik) indkalkuleres. - Omkostninger
De årlige omkostninger budgetteres enten som procentdele af aktiviteten (afsætningen eller omsætningen) eller som en årlig forøgelse af et basistal med forventede prisstigninger (henholdsvis variable og faste omkostninger). Hvis omkostningerne afhænger af andre forhold (antal stik eller lignende), kan disse andre forhold anvendes som budgetteringsbasis.
- Investeringer
Investeringernes effekt på pengestrømmene består af en udbetaling til selve investeringen, efterfulgt af en længere årrækkes indbetalinger i form af en årlig forøgelse af indtægten, jf. prisloftsreguleringsbekendtgørelsens §§ 10 til 12. Specielt i en terminalperiode tenderer disse forhold mod at balancere. Hvis der ved værdiansættelsen ses bort fra nye investeringer, vil den pengestrøm, der kan henføres direkte til de eksisterende aktiver, langsomt henfalde. Henfaldsperioden vil afhænge af de eksisterende aktivers tilbageværende levetid. Resultatet af denne fremgangsmåde vil kunne udgøre handelsværdien af de eksisterende aktiver, uden behov for efterfølgende allokering. - Diskonteringssats
Diskonteringssatsen skal som udgangspunkt afspejle sig i en uafhængig investors afkastkrav ved en tilsvarende investering. Der er en sammenhæng mellem risiko ved de frie pengestrømme og diskonteringsfaktoren. Diskonteringsfaktoren skal grundlæggende kompensere for tid og risiko. Hvis en bestemt pengestrøm med fuld sikkerhed modtages efter en periode, skal diskonteringsfaktoren udelukkende kompensere for tid. I så fald er prisen for at holde penge den risikofri rente. Hvis der er risiko forbundet med den fremtidige pengestrøm, må der yderligere kompenseres herfor. Dette sker ved, at den risikofri rente tillægges en risikopræmie. Diskonteringssatsen findes for eksempel som vist i SKATs vejledning "Transfer Pricing; kontrollerede transaktioner; værdiansættelse" af 21. august 2009. - Terminalværdi
Terminalværdien beregnes således: CF / (diskonteringsfaktoren - konstant vækst i terminalperioden), hvor
- CF = Normaliseret pengestrøm i det første år efter budgetperioden.
- Diskonteringsfaktoren er beregnet under punkt 3.4 ovenfor.
- Den konstante vækst fastsættes under hensyn til de konkrete
forventninger til virksomheden.
Hvis der er en budgetperiode, skal terminalværdien diskonteres med samme diskonteringsfaktor, som anvendes for det sidste år i budgetperioden.
Vores bemærkninger
Senest har Skatterådet i SKM 2011.220 SR fastslået, at de skattemæssige værdier ikke kan ansættes i overensstemmelse med den af Konkurrencestyrelsen godkendte regulatoriske åbningsbalance. Den reguleringsmæssige åbningsbalance er de værdier, som vandselskabet fremtidigt kan afskrive, med den virkning at forbrugernes vandpriser kan forøges, jf. bekendtgørelse nr. 143 af 9. februar 2010 om prisloftsregulering m.v. af vandsektoren (prisloftsbekendtgørelsen). Ved udarbejdelsen af et vandselskabs reguleringsmæssige åbningsbalance værdisættes selskabets anlægsaktiver til gennemsnittet af aktivets nedskrevne genanskaffelsesværdi og aktivets nedskrevne anskaffelsesværdi, jf. prisloftsbekendtgørelsens § 23, stk. 2.
Det er vores vurdering, at den udsendte vejledning giver tilstrækkeligt mulighed for at opgøre en indgangsværdi, der ikke direkte fører til, at vandværket fremover bringes i en utilsigtet skattebetalingssituation.
Eventuelle spørgsmål i forbindelse med fastsættelse af indgangsværdier kan rettes til skatteafdelingen.
22.06.11
Skatteafdelingen

