SKAT opkrævede fra 1. januar 1993 til 1. december 2001 afgift af smøreolie, som efterfølgende er kendt ulovlige i henhold til EU-reglerne.
Afgiften skulle som udgangspunkt tilbagebetales til sælgerne, der indbetalte afgiften – eller til kunderne, som blev nægtet godtgørelse for den opkrævede afgift.
SKAT har imidlertid haft den opfattelse, at afgifter, der blev opkrævet ulovligt, kun kunne tilbagebetales til den virksomhed, der oprindeligt indbetalte det pågældende afgiftsbeløb, men da afgiften – efter SKATs vurdering - var overvæltet på det følgende omsætningsled, havde sælgeren ikke lidt et tab, og derfor ville SKAT ikke tilbagebetale smøreolieafgiften.
EU-domstolen er ikke enig i SKATs fortolkning af, at afgiften reelt blev overvæltet på næste omsætningsled.
EU-domstolen er kommet frem til, at virksomheder, der har købt smøreolie og er blevet opkrævet mineralolieafgift af sælger, vil have krav på udbetaling af dette beløb fra staten – medmindre de kan få beløbet udbetalt fra sælger.
Da køber i de fleste tilfælde ikke kan få udbetalt afgiften fra sælger, idet denne blot har opkrævet afgiften på statens vegne, har køber derfor et krav mod staten.
Skulle køber have mulighed for at opnå udbetalingen fra sælger, slår EU-domstolen endvidere fast, at sælger i givet fald vil have et direkte krav mod staten og skal opnå udbetaling.
Krav bør fremsættes over for SKAT hurtigst muligt og helst inden 15. december 2011.
Det skyldes, at smøreolieafgiftsopkrævningen ophørte 1. december 2001, og de sidste indbetalinger af smøreolieafgift skete på angivelsen for november 2001, dvs. 15. december 2001.
Ved at indsende kravet inden 15. december 2011, ligger kravet inden for den generelle 10-års-forældelsesfrist, men kun for den sidste afgiftsperiode, der vedrører november 2001.
Kravene bør dog omfatte hele perioden fra den 1. januar 1993 til 1. december 2001, selvom disse krav allerede er forældede.
Vores vurdering
Det er højst beklageligt, at vi endnu en gang er vidne til, at SKATs praksis tilsidesættes af EU-domstolen.
Det er især beklageligt, fordi EU-domstolens afgørelse falder så sent, at der nu kan rejses tvivl om, hvorvidt kravet er forældet efter den 10-årige-forældelsesfrist.
Det vil efter vores opfattelse være et slag mod retssikkerheden, hvis staten først har held til at opkræve ulovlige afgifter og herefter – efter at EU-domstolen har fastslået, at staten har pligt til at udbetale den ulovligt opkrævede afgift enten til sælger eller køber – bare kan undlade at tilbagebetale afgiften, under henvisning til forældelsesreglerne.
Vi afventer, at SKAT udsender et styresignal om genoptagelse af uberettiget opkrævet afgift, men det er vores erfaring fra tidligere tilbagebetalingssituationer, at man bør sikre sig, at forældelsesfristen for konkrete krav suspenderes – uanset forventningerne til at SKAT senere vil fremkomme med en generel suspension af forældelsesfristen.
Det er usikkert, hvilke krav til dokumentation SKAT vil stille, idet kravene ligger mere end 10 år tilbage i tiden. Det er dog vores forventning, at opgørelsen af kravets størrelse for købere vil kunne ske på baggrund af oplysninger om, eventuelt skønnet, forbrug af smøreolie i perioden.
Skatteafdelingen
12.12.2011

