Vi vil løbende opsamle information om den nye regerings konkrete politik på skatte- og afgiftsområdet. Følgende fremgår af regeringsgrundlaget, der netop er offentliggjort:
En fuldt finansieret skattereform, der reducerer skatten på arbejde
Regeringen vil gennemføre en fuldt finansieret skattereform, der markant sænker skatten på arbejde, så arbejdsudbuddet øges med ca. 7.000 personer frem mod 2020, og de offentlige finanser dermed varigt styrkes med 3 mia. DKK gennem øget beskæftigelse – ud over virkningen af de initiativer, der er vedtaget i Forårspakke 2.0.
Regeringen vil i 2012 og 2013 sikre ekstra finansiering inden for en ramme på 5 mia. DKK ved øgede skatte- og afgifter samt ved at omprioritere erhvervsstøtten, således at den samlede erhvervsstøtte reduceres med 2 mia. DKK. Den øgede beskatning kan være forhøjelse af afgifter på cigaretter, usunde fødevarer og øl og vin, afskaffelse af fradrag for sundhedsforsikringer, begrænsning af fradrag for store pensionsindbetalinger og afgift på luftforurening:
- Der gennemføres en finansieret afskaffelse af multimedieskatten
- Der gennemføres en fuldt finansieret afskaffelse af iværksætterskatten
- Regeringen vil evaluere og sanere erhvervsstøtteordninger – både i form af direkte støtte og skatteudgifter – så der samlet set kan omprioriteres 2 mia. DKK.
Regeringen vil holde boligskatterne og rentefradraget i ro i indeværende valgperiode.
Den samlede effekt af skattereformen og skattefinansieringen skal have en rimelig social balance.
Skatteafdelingen
04.10.2011

