SKM 2011.21 ØLR
Østre Landsret har i en kendelse stadfæstet Landsskatterettens kendelse i SKM 2008.666 LSR.
Østre Landsret fastslog, at indkøbet af underentreprenører til brug for garantiarbejder vedrørte virksomhedens momsfrie levering af fast ejendom efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, og at der på den baggrund ikke var fradrag for momsen af underentreprenører.
Sagen omhandlede en entreprenørvirksomhed, der for egen regning havde opført et byggeri. Efter at byggeriet var overdraget til køber, var der opstået en række fejl og mangler ved byggeriet. Selskabet havde, som det er kutyme i branchen, skelnet mellem ”mangler påvist ved afleveringen af byggeriet” (efterarbejder) og ”mangler påvist efter afleveringen” (garantiarbejder).
Dette indebar, at selskabet ved brug af underleverandører til efterarbejder ikke foretog fradrag for momsen af underleverandører, idet udbedringerne indgik som en del af den oprindelige byggesag, og dermed som led i den momsfrie levering af fast ejendom.
Ved garantiarbejder oprettede selskabet en ny byggesag og foretog fradrag for momsen af underleverandører, idet selskabet anså udgifterne for at være afholdt som led i selskabets momspligtige byggeri.
Østre Landsret fastslog som nævnt indledningsvist, at indkøbet af underentreprenører til brug for garantiarbejderne vedrørte virksomhedens momsfrie levering af fast ejendom efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, og at der på den baggrund ikke var fradrag for momsen af underentreprenører.
Vores vurdering
Vi er enige i Østre Landsrets dom, idet der efter vores opfattelse ikke er forskel på den momsmæssige behandling af efterarbejder og garantiarbejder.
Dommen vil, på trods af de nye regler om moms på levering af nye ejendomme, fortsat være relevant i de tilfælde, hvor en virksomhed leverer momsfri ejendomme, der er ombygget efter reglerne om byggeri for egen regning. Det gælder eksempelvis ved ombygning af eksisterende ejendomme, hvor omkostningen til ombygningsarbejdet ikke overstiger grænserne for, hvornår der er tale om en ny bygning (25% og 50% af salgspris/sidst tilgængelige ejendomsværdi).
02.03.2011
Skatteafdelingen

