
Økonomistyring er ikke blot en forudsætning for den daglige ledelse af en virksomhed, men også et vigtigt redskab til planlægning af fremtidige handlinger. Denne information beskriver kort, hvorledes økonomistyring tilrettelægges og udføres.
Hvorfor økonomisk styring?
Hovedformålet med den økonomiske styring er at forsyne virksomhedens ledelse med et redskab, der kan anvendes til at dirigere virksomheden hen mod optimal gevinstmaksimering i en given situation og at gøre det i overensstemmelse med de fastlagte mål.
Økonomistyringen har desuden mere specifikt til formål at sammenholde realiserede tal med tilsvarende budgetter og at forklare årsagen til eventuelle afvigelser. Det giver ledelsen en realistisk baggrund for at planlægge fremtidige handlinger.
Hvad omfatter den økonomiske styring?
Ved tilrettelæggelsen af virksomhedens økonomistyringssystem er det hensigtsmæssigt at opdele styringen på følgende områder:
- Aktivitetsstyring
- Kapacitetsstyring
- Likviditetsstyring
- Finansstyring
Aktivitetsstyring
Aktivitetsstyringen skal sikre, at virksomhedens marked udnyttes optimalt ved at udvikle, udvælge og tilpasse de produkter, der giver størst indtjening. Dækningsbidrag sammenholdt med kapacitets- og likviditetskravene er en nøglefaktor ved optimering af indtjeningen.
Kapacitetsstyring
Kapacitetsstyringen har til formål at sikre optimal udnyttelse af virksomhedens faste produktionsapparat i bred forstand. Investeringer i produktionsudstyr, varelagre og fast medarbejderstab er eksempler på væsentlige områder, der kræver styring for at opnå den bedst mulige ressource-udnyttelse inden for de rammer, aktiviteten og likviditeten fastlægger.
Likviditets- og finansstyring
Likviditetsstyringen omfatter den kortsigtede fremskaffelse og anvendelse af likvide midler, der typisk tilvejebringes via indtjening, kapitalindskud, lån samt salg af anlægsaktiver.
Finansstyringen er langsigtet orienteret mod fremskaffelsen og tilrettelæggelsen af kapitalens fordeling på driftsaktiviteter og anlægsaktiviteter.
Hvordan udføres den økonomiske styring?
Ved etableringen af et økonomisk styringssystem er det til en start nødvendigt at have et indgående kendskab til bl.a. virksomhedens forretningsgange og organisationsplan.
Budget
Da budgettering er forudsætningen og ofte udgangspunktet for en succesfuld økonomistyring, kræves en veltilrettelagt budgetprocedure. På budgetstadiet får virksomhedsledelsen mulighed for - på grundlag af alternative budgetsimuleringer - at foretage optimale beslutninger, f.eks. med hensyn til produktvalg, lagerstørrelse, investeringer og kapitalvalg.
Budgetopfølgning
En anden væsentlig faktor i økonomistyringen er den tilbagevendende, periodiske budgetopfølgning, der sammenholder det faktiske, realiserede økonomiske hændelsesforløb med det tidsmæssigt tilsvarende budgetterede forløb. Afvigelser bør detaljeret årsagsforklares bl.a. af hensyn til ansvarsplacering, men først og fremmest af hensyn til eventuel budgetrevision og dermed måske ændret beslutningsgrundlag for ledelsens fremtidige dispositioner.
Nøgletal
Nøgletal til beskrivelse af f.eks. aktivitet, rentabilitet, afkast, omsætningshastighed og likviditet kan være nyttige som hjælpeværktøjer til styringen af virksomhedsøkonomien. Det er en forudsætning, at ledelsen har fastlagt de nøgletalsmål, der kan sammenholdes med tilsvarende faktisk konstaterede nøgletal, og at sammenligningen anvendes til forklaring af årsagerne til eventuelle afvigelser.
Beierholm har for en lang række virksomheder i mange brancher deltaget i opbygningen af velfungerende økonomistyringssystemer og stiller gerne erfaring og viden til rådighed for Dem.

