– beskatning af blåstemplede fordringer
Skatteministeriet har oplyst, at skatteministeren senere i dag vil fremsætte et lovforslag, hvorefter den hidtil gældende mindsterenteregel ophæves.
Efter gældende regler beskattes gevinst og tab på fordringer i danske kroner opstået på privates frie midler ikke, hvis renten er større end den såkaldte mindsterente på udstedelsestidspunktet (fordringen er dermed blåstemplet). Gevinster på fordringer i fremmed valuta er derimod generelt skattepligtige, hvis årets nettogevinster overstiger DKK 1.000.
Dette ændres fremadrettet, så kursgevinster og tab på obligationer i danske kroner og fremmed valuta beskattes efter ensartede regler. De nye regler indføres for at sikre overholdelsen af EU-retten.
Skattefriheden for obligationer, der er erhvervet forud for i dag (dvs. d. 27. januar 2010), fastholdes dog uændret. Der er kun nye køb, der omfattes af den generelle skattepligt, hvorfor der skal fastsættes regler for styring heraf. Privates eksisterende beholdning af blåstemplede obligationer vil således fortsat være skattefri efter gældende regler.
Nedsættelse af maksimale beskatning af kapitalindkomst
Med indførelse af generel beskatning af kursgevinster på alle fordringer vil kursgevinster på hidtil blåstemplede papirer gå fra at være skattefri til at blive beskattet med op til 51,5% (ekskl. kirkeskat).
Merprovenuet ved fjernelse af skattefriheden for blåstemplede obligationer tænkes anvendt på gradvist at nedsætte den maksimale beskatning af kapitalindkomst fra i dag 51,5% til 42% fra 2014. Det betyder, at beskatningen af det samlede afkast fra en hidtil blåstemplet obligation omtrent fastholdes på det nuværende niveau (på øverste progressionstrin).
Bagatelgrænse justeres
Samtidig udvides den eksisterende bagatelgrænse for kursgevinster på fremmed møntede papirer til også at gælde papirer i danske kroner, og beløbet øges til DKK 2.000.
Vi vender tilbage med yderligere information, når lovforslagets nærmere indhold kendes.
Skatteafdelingen står naturligvis til rådighed, såfremt det giver anledning til spørgsmål.
27.01.2010
Skatteafdelingen
